Tror I ikke, I skulle snakke lidt med hinanden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kaffe i den røde termokande og vand i den hvide termokande. Det er blot en af de mange forskelle, der er mellem Region Syddanmark og Region Hovedstaden.

Jeg har boet i København i hele mit liv. Jeg fik kendskab med psykiatrien første gang, da jeg var 13 år gammel. Og efter at have kæmpet med en depression flere gange og kæmpet endnu mere med et meget rigidt system, så kom jeg ud af psykiatrien for en sidste gang, da jeg var omkring de 24 år. Siden er der sket meget. Jeg tog springet og flyttede til det meget mørke og stille Jylland. Okay, det var ikke så mørkt, men det er stille!

I starten var det godt, jeg klarede den uden hjælp, og jeg følte mig som et helt almindeligt menneske. Men for et års tid siden kunne jeg mærke, at depressionen var ved at melde sin ankomst. Jeg opsøger derfor hjælp.

Her finder jeg ud af, at systemet i denne region er næsten lige så langsomt, men det var okay, for heldigvis har jeg en god læge, så det var bare at tage den en dag ad gangen. Indtil helvede bryder løs. Jeg kan ikke længere finde en mening, og alt føles ligegyldigt, så jeg vil glemme mig selv for en tid, indtil jeg var et sted, hvor jeg kunne rumme, at jeg var ved at krakelere.

Og hvad så, hvis jeg ikke har spist andet end suppe og toast i en måned, fordi det er det eneste, jeg har overskud til at lave. Det kender alle vel til – eller? At jeg så ikke er særlig glad for suppe, er mindre heldigt.

Jeg ender med at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling i Region Syddanmark. Jeg var bange. For i hovedstaden var psykiatri sjældent lig med hjælp. I hovedstaden handler det på de fleste afdelinger om magt. Der er et tydeligt hierarki, og patienterne er tydeligt nederst.

I hovedstaden er jeg blevet råbt ad, jeg er blevet svinet til, jeg er blevet truet, jeg har fået at vide, at jeg ikke var livet værd, og at jeg aldrig ville få det bedre. Alt dette er blevet sagt af personale.

Så da jeg møder psykiatrien i Region Syddanmark, så er jeg oprigtigt bange og nervøs for, at det bliver mere af det samme. Men jeg bliver mødt som et menneske, der bliver spurgt interesseret ind til, hvad jeg har af håb og drømme, og en sygeplejerske bliver siddende hos mig, fordi hun kan fornemme, at jeg ikke har det godt og er bange.

Når man flytter mellem regioner, så kan personalet ikke læse ens journal fra den tidligere region. Så starter vi da bare på ny og ser, hvad der sker. Men de kan heller ikke se, hvorfor jeg har den diagnose, som jeg har. De ved derfor heller ikke, hvad grundlaget er for denne, og begynder at stille spørgsmål til den. For hvad regionerne også har tilfælles, er den meget beskedne viden om autisme. Og gud forbyde, at du skulle være kvinde og autist. Det kan systemet slet ikke forstå. Det er et problem i begge regioner.

Jeg tænkte, at der er en kæmpe forskel på regionerne. Og jeg havde ret, men måske ikke i den gode retning. Jeg blev indlagt på en anden afdeling. Hen over julen. Hvilket er hårdt nok i sig selv, men det var langtfra det værste. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle sige det, men det var lige før, at jeg savnede København.

Der er sikkert gode og dårlige ting ved hver region, ved hver afdeling, men hvad der burde være fælles, er et ønske om at hjælpe patienterne. Det er ikke tilfældet i dag.

Måske de forskellige regioner i landet skal snakke lidt mere sammen. Men hvordan kan vi forvente, at de samarbejder på tværs af regioner, når de ikke engang kan snakke sammen på tværs af afdelinger? Hvis vi nu råber højt nok, hvis vi fortæller, hvordan det er, for måske de ikke ved det, så vil de måske ønske at lære af hinanden. Og her snakker jeg ikke om, hvilken termokande kaffen er i.