Thorkild Kjærgaard drømmer om Israels endeligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Historiker Thorkild Kjærgaard accepterer 7/3 modvilligt det historiske faktum, at Folkeforbundet i 1922 gav Storbritannien i opdrag at oprette et ”jødisk hjemland” i mandatområdet Palæstina. Men han fastholder alligevel fiktionen om, at Israel blev oprettet »på et andet folks område«. Til trods for at intet folk havde ejet området siden de jødiske kongedømmer for 2.000 år siden, og at hele Mellemøsten i 400 år hørte under det tyrkiske imperium, indtil briterne knuste det under Første Verdenskrig. Til gengæld har Kjærgaard ret til at mene, at Israel med tiden gennem en slags åben union med et kommende Palæstina gradvis bør ophøre med at være en jødisk stat. Den våde drøm deler han med mange af Israels fjender. Jeg mener modsat, at der er brug for en jødisk stat i al fremtid, hvorfor jeg støtter en tostatsløsning i henhold til det forslag, som den amerikanske præsident Bill Clinton fremsatte i 2000. Det blev accepteret af Israels daværende premierminister, Ehud Barak, men desværre afvist af palæstinensernes Yassir Arafat. En sådan løsning vil palæstinenserne stadig ikke være med til. De vil have det hele ”from the river ro the sea”. Sådan har de haft det i mere end 100 år. Det er også et historisk faktum. Uanset hvad man ellers måtte mene.