Fortsæt til indhold
Kommentar

Fakkeloptog er ikke nok: Både den store og den lille antisemitisme vokser i det danske samfund

Konflikten i Mellemøsten har ført til en eksplosion i antisemitisme. Men i realiteten har jødehadet været i vækst gennem årtier, og under den store antisemitisme vokser en lille antisemitisme, bl.a. under dække af antizionisme.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

85-årsdagen for Krystalnatten forleden bød på en stor manifestation imod antisemitisme i København med fakkeloptog fra synagogen i Krystalgade til Christiansborg, hvor bl.a. statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister og allestedsnærværende Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand, Søren Gade, talte. Anledningen var dyster, for efter terrorangrebet på Israel den 7. oktober er antallet af hadforbrydelser eksploderet over hele Europa, og i Danmark er der i den seneste måneds tid indberettet mere end dobbelt så mange antisemitiske hændelser som i årets første ni måneder. I forvejen udgjorde chikane eller vold mod jøder 57 pct. af alle religiøst motiverede sager, selvom jøderne kun udgør omkring 0,1 pct. af den danske befolkning.

Det kan forekomme absurd, at det største massemord på jøder side Holocaust kan resultere i en voldsom bølge af antisemitisme, men de seneste årtier har vi set en støt stigning i intolerancen over for jøder, som – hvordan man end vender og drejer det – hænger sammen med et religiøst betonet had fra landets stigende muslimske befolkningsgrupper, og de jødiske institutioner i København har længe været under skarp politibeskyttelse. Det er og har meget længe været en i bund og grund allerede helt uacceptabel og ulykkelig situation, som den aktuelle og forfærdelige konflikt i Mellemøsten nu har gjort meget værre. Der er igen brug for, at vi slår ring om vores jødiske medborgere, som gennem århundreder har leveret et værdifuldt bidrag til det danske samfund, og som skal kunne leve frit iblandt os uden frygt for mord og overfald. Det skylder vi dem, men det skylder vi også hinanden, fordi de er en del af Danmark, og fordi beskyttelsen af jøderne er en vigtig del af vores menneskelighed.

Det er vigtigt at gå i fakkeloptog og holde taler og vise, at det officielle Danmark siger nej til antisemitismen. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at det gør den store forskel, for det er langtfra første gang, den type af signaler bliver sendt, og alligevel vokser både den store og den lille antisemitisme iblandt os.

Den store antisemitisme er de mennesker, der vil slå jøderne ihjel, eller som i hvert fald åbenlyst truer med det. Dem finder vi i radikale islamistiske miljøer, og her er det skræmmende nye, at de nu går i optog gennem Københavns gader med krav om jihad, hellig krig og råber på død over jøderne med kampråbet »Khaybar Khaybar, oh, jøder, Muhammeds hær vil vende tilbage« til minde om angrebet på Khaybar i 628, hvor Muhammeds hær slagtede byens jødiske indbyggere. Den type af demonstrationer og opfordringer til blodsudgydelse burde politi og domstole naturligvis sætte hårdt ind over for. Og kan det ikke ske med den nuværende terrorlovgivning, så bør den efterses snarest.

Men under den store antisemitisme finder en voksende underskov af den lille antisemitisme. Det er den, der tillægger jøderne bestemte holdninger og egenskaber, alene fordi de er jøder. Det er de debattører på sociale medier, som ikke mener, at danske jøder kan vurdere situationen i Mellemøsten objektivt, alene fordi de er jøder. Og det er de mange, mange mennesker i debatten, der hævder, at konflikten mellem jøder og muslimer rammer begge parter lige hårdt, også i Danmark. En absurd mangel på proportionssans, al den stund der kun er en eneste befolkningsgruppe i Danmark, der ikke frit kan vise sin identitet eller udøve sin religion og kultur, og det er jøderne.

Samtidig må tiden være kommet til at erkende, at den såkaldte antizionisme, som navnlig på den danske venstrefløj gennem mange år er blevet fremstillet som noget ganske andet end antisemitisme, i grunden er netop det. Antizionismen tager afstand fra tanken om det jødiske hjemland, Israel, selvom Israel er en selvstændig, FN-anerkendt stat, og det faktisk er brud på FN’s regler at kræve en selvstændig stat opløst. Ikke desto mindre er det også kravet i et af de kampråb, som i disse uger gjalder gennem Københavns gader, hvor demonstranter af muslimsk herkomst, men også mange unge etniske danskere, der har sluttet sig til sagen, råber: »From the river to the sea, Palestine will be free.«

Men et ”frit” Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet kræver Israels udslettelse. Måske ikke nødvendigvis kombineret med det folkemord på jøderne, som Hamas og andre terrorgrupper kræver og forsøger at udøve, men i praksis vil det givetvis blive konsekvensen, for Israel nedlægger sig ikke frivilligt, og ser man på decimeringen af de jødiske befolkningsgrupper alle andre steder i Mellemøsten end i Israel, så er det klart, at det er slut for jøderne med at have et eneste sted i verden, hvor de kan føle sig nogenlunde sikre, hvis Israel forsvinder. Derfor hører antizionismen også til den lille antisemitisme, og dens vækst og udbredelse kræver også konstant modsigelse.