Hårdere straffe for personfarlig kriminalitet vil sende flere til afsoning uden for fængslerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen forventes snart at præsentere en ny strafreform. Målet med denne reform er ifølge regeringsgrundlaget at sætte hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet. Dette vil ganske givet udfordre kapaciteten i det strafferetlige system. Men er det et problem?

De fleste er nok bekendt med historierne om overfyldte fængsler og en presset Kriminalforsorg. Hvad der måske overrasker mange, er, at antallet af ubetingede domme har været faldende de seneste godt 10 år. I 2011 blev der afsagt 10.000 ubetingede domme, mens tallet i 2022 var 7.500 domme. I samme periode har antallet af ubetingede domme afsonet med fodlænke i hjemmet ligget relativt konstant (på ca. 2.000-2.500 domme). Isoleret taler dette for, at den ledige plads i fængsler og kriminalforsorg burde være steget. Men det er den ikke. Tværtimod.

Kapaciteten i fængsler og kriminalforsorg er faldet, og det skyldes, at vi i dag idømmer kriminelle meget længere straffe, end vi tidligere gjorde. Strafskærpelsen har betydet, at den samlede strafmasse – altså hvor mangle måneders fængselsstraf der idømmes i alt pr. år – er steget betragteligt. Alene fra 2016 til 2022 steg strafmassen fra ca. 60.000 til 70.000 måneders fængsel om året.

Vælger regeringen som anført i sit regeringsgrundlag at indføre hårdere og mere konsekvente straffe, vil det således alt andet lige betyde, at flere formentligt vil skulle afsone deres straf uden for fængslerne, f.eks. via fodlænke. I dag afsones mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle fængselsstraffe uden for fængslerne, i fodlænke.

Det betyder dog ikke, at vi skal frygte at se flere farlige kriminelle i gadebilledet. For det er ret begrænset, hvem der overhovedet kan komme i betragtning til fodlænke. Det er eksempelvis et krav, at straffen maksimalt må være seks måneder (hvilket den faktisk er for tre af fire, der idømmes fængselsstraf), at den dømtes familie accepterer afsoningen hjemme, at den dømte accepterer uanmeldte test for alkohol og stoffer, er i beskæftigelse (hvor arbejdsgiveren er bekendt med og har accepteret den elektroniske overvågning) eller deltager i et arbejdsmarkedsprogram.

Samtidig viser forskningen, at fodlænker er ret velfungerende, når det kommer til de kortere straffe på under tre måneder. Langt de fleste fodlænkeafsonere gennemfører afsoningen helt uden problemer, der er ikke flere end i fængslerne, der tester positiv for ulovlige stoffer. Dog gives fodlænker i udgangspunktet også til dem, som har lavest risiko for tilbagefald til kriminalitet, så det var måske, hvad man kunne forvente. Men selv når man tager højde for det, viser det sig, at de unge afsonere oplever bedre arbejdsmarkedstilknytning og bedre uddannelsesresultater end dem inden for fængslerne. Vi ved endnu ikke, hvordan det forholder sig for dømte med længere straflængder over tre måneder. På dette område mangler der forskning.

Pointen er, at straffesystemet og Kriminalforsorgen skal tænkes som et sammenhængende system. Ønsker man fra politisk hold at øge straflængderne, vil flere alt andet lige skulle afsone uden for fængselsmurerne (om ikke andet så indtil vi får bygget flere fængsler). Men reelt ved vi ikke, hvilke konsekvenser det vil have. Det centrale spørgsmål til politikerne bliver derfor, hvilken type kriminelle der skal afsone uden for fængslet. Dvs. hvor langt op i straflængde og hvor langt ud i risikoen for tilbagefald er vi villige til at gå, for at personer dømt for personfarlig kriminalitet kan sidde længere bag murerne.