Umenneskelighed kamufleret som gammel ret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 4. marts svarede historiker Thorkild Kjærgaard med en kort replik til Dan Harders indlæg fra 27/2. Harder havde rejst den anklage mod Kjærgaard, at han bedrev historieforfalskning. Hermed havde Harder overset, at den, der bor i et glashus, ikke bør kaste med sten.

Hader skrev, at »de palæstinensiske arabere (som vi i dag kalder palæstinenserne) har aldrig rådet over noget område. Det hellige land har siden ødelæggelsen af de jødiske kongedømmer for 2.000 år siden været kontrolleret af forskellige imperier, senest det tyrkiske i perioden 1517-1917«. Hermed frakender han de mennesker, der siden »ødelæggelsen af de jødiske kongedømmer« har beboet området, retten til at være der, fordi landet har været kontrolleret af forskellige imperier; en særpræget form for argumentation, der synes præget af en menneskeforagt, der virker racistisk.

Harders videre argumentation er af samme art. Han skriver, at »efter Første Verdenskrig oprettedes det britiske mandatområde Palæstina, hvor Storbritannien af Folkeforbundet (forløberen for FN) fik i opdrag at skabe et ”nationalt hjem” for jøderne, alt imens araberne opnåede selvbestemmelse i resten af det enorme Mellemøsten«. Her er der tale om citatfusk og misinformation. Det udelades, at der er tale om et »nationalt hjem for jøderne« side om side med de palæstinensiske arabere, som udgjorde langt den største del af befolkningen i Palæstina.

Araberne opnåede ikke som påstået af Harder »selvbestemmelse i resten af det enorme Mellemøsten«. I strid med de løfter om uafhængighed, som under krigen blev givet til araberne, blev områderne gjort til engelske og franske kolonier eller klientstater.

Harder frakender Palæstinas arabere ret til deres eget land med henvisning til, at araberne skulle have fået resten af »det enorme Mellemøsten«. Skal det bruges til at retfærdiggøre de israelske fordrivelser af flere hundrede tusinde mennesker, der levede og havde deres udkomme i Palæstina? Også her synes menneskeforagten tydelig.

Manipulationen fortsætter med, at »kort efter blev de østlige tre fjerdedele af Palæstina-mandatet endda også allokeret til araberne i form af kongedømmet Jordan. Så på sin vis findes der allerede én palæstinensisk-arabisk stat«.

For det første gjorde briterne allerede i 1921 det senere Jordan, som dengang hed Transjordanien, til et selvstyrende emirat/kongedømme, som i overvejende grad var/er ubeboelig ørken. Det er hertil, Harder – på linje med fanatikere i Israel – vil henvise palæstinenserne. Der ses også bort fra, at der i de beboelige dele af Jordan allerede bor mennesker. Men de skal vel også bare finde sig et andet sted? Endnu en gang er menneskeforagten tydelig.

Faktisk er det stærke sager, Harder disker op med, kopieret direkte fra Israels fanatisk-nationalistiske højrefløj baseret på en 2.000-årig gammel “ret”, for hvilken alle menneskelige hensyn skal vige. Denne ekstreme og hensynsløse fanatisme ville ikke have en chance, hvis den ikke var fodret op med amerikanske dollars og Tysklands kronisk dårlige samvittighed. Men ingen med fornuften og anstændigheden i behold vil kunne forstå, hvordan gammel uret kan fjernes med ny uret.