Jeg havde glemt at slukke min luftalarm-app, da jeg kom hjem. Pludselig gik den i gang. Jo, krigen er tæt på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tidligt om morgenen krydsede jeg grænsen mellem Polen og Ukraine til fods. Jeg kan godt lide at krydse grænser til fods. Det er en kort gåtur, men de få hundrede meters gang markerer forskellen mellem krig og fred.

Det sydøstlige Polen er fattigt, men med overskud til velplejede haver, teglsten på tagene og nye motorveje.

I Ukraine er haverne et vildnæs, og vejene hullede. Til gengæld er kirkerne smukkere. De gyldne tage vidner om den skønhed, der hele tiden overvinder mismodet i Ukraine.

Lige indtil det går op for mig, at der er alt for mange friske grave på små kirkegårde, der ligger omkring kirkerne langs landevejen mod Lviv.

I forbifarten ser jeg ud gennem bilruden en foroverbøjet skikkelse foran et kors, mon det var en søn, der ikke kom hjem?

Jeg er i Ukraine i forbindelse med toårsdagen for Ruslands invasion, og i Lviv besøger jeg et center for krigsveteraner drevet af KFUM. Krig slår mennesker ihjel og sjæle itu, men det arbejde, de udfører på centeret, er med til at få soldaterne tilbage til hverdagen og deres familie.

Efter besøget i veterancenteret slentrer jeg gennem byens krogede gader. Sporvognene skramler, og der er forår i luften. De utallige caféer frister, og krigen synes langt væk, bortset fra at alle væsentlige kulturelle monumenter er pakket ind i sandsække. Landets sjæl skal der også passes på.

Det er ikke kun på grund af årsdagen, at jeg er i Ukraine. Jeg vil også afprøve en teori om krigen. Da jeg i starten af året var i Davos til World Economic Forum, mødte jeg den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba. Ministerens talelinje i Davos var, at Putin har bestemt sig for at kæmpe i Ukraine resten af sit liv. Det betyder, at krigen kommer til at vare mange år. Jeg er ikke uenig i analysen, tværtimod frygter jeg, at den er helt rigtig.

Jeg møder Oleksa foran Lvivs smukke gamle rådhus. Jeg mødte ham første gang for tre år siden, da han var på besøg på Københavns Rådhus, og jeg holdt et oplæg om Københavns Kommune og løst og fast.

Siden har vi holdt kontakten, og jeg har besøgt ham og hans byrådsgruppe to gange tidligere. Han er gruppeformand for det liberale parti Golos, der står stærkt i det vestlige Ukraine. Vi går ind på rådhuset, for der er noget, som min lokale ven gerne vil vise frem. De har indrettet en byrådssal nede i beskyttelsesrummet, »så spilder man nemlig ikke tiden, når der er luftalarm«, forklarer Oleksa. Denne pragmatiske tilgang til russiske missiler er meget sigende for ukrainerne og noget, vi bør tage bestik af i resten af Europa.

Vi må indstille os på, at krigen kommer til at vare mange år og måske som en permanent tilstand i Europas nærområde. Vores og EU’s støtte skal være todelt og bestå i at sikre, at Ukraine kan holde russerne stangen langs fronten, men også at det er muligt for ukrainerne at leve et nogenlunde almindeligt liv i de store byer uden at skulle frygte missilangreb.

Det sidste kan gøres ved hjælp af avancerede luftforsvarssystemer. Det findes over Kyiv nu, men ikke over de øvrige byer. Det bør vi hjælpe Ukraine med.

Ligeledes er det afgørende, at vi sikrer ukrainske varer let adgang til EU’s marked. Det er besværligt i dag på grund af alt for få grænseovergange, hvoraf de polske tilmed bliver blokeret af vrede polske bønder.

Total frihandel med Ukraine skal skabe incitamenter, så EU og resten af det frie Vesten – trods krigens hærgen – investerer i Ukraine, f.eks. i form af garanteret økonomisk kompensation, hvis en investering måtte blive ødelagt af russiske missiler.

Den russiske strategi går også på to ben. Der er en militær del, der handler om at erobre land. Og så en mere langsigtet strategi, der skal erodere mulighederne for at opretholde en levedygtig ukrainsk stat. Det sidste er til en vis grad lykkedes, eftersom en stor del af befolkningen er flygtet ud af landet.

Det er derfor afgørende, at vi både i Danmark og EU ser på modeller til, hvordan de mange fordrevne ukrainere kan vende hjem igen – også selvom krigen ikke er afsluttet. Det kunne være ved at give tilsagn om støtte til renovering af den bolig, de i hast måtte forlade for to år siden, og som siden måske er blevet ødelagt, eller støtte til energirenovering af den eksisterende boligmasse.

Da jeg er kommet hjem fra Ukraine, har jeg glemt at slette luftalarm-appen på min telefon. Pludseligt går den i gang under et møde med en borgmesterkollega, og som hun rigtigt bemærkede: Krigen er tæt på.