Israel udøver ikke længere legitimt selvforsvar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Knap 30.000. Så mange civile meldes dræbt i Gaza, efter Israel svarede igen på Hamas’ brutale terrorangreb den 7. oktober 2023 for snart fem måneder siden.

Krigen har siden da udløst heftige reaktioner på begge sider af det politiske spektrum i den offentlige debat, hvor de to fløje kolliderer, alt imens det moderate synspunkt synes at være fanget i krydsilden mellem de to ekstremer, der tilsyneladende er mere optaget af semantik end fred. Den ene fløj råber, at ”Israel begår folkemord!”, mens den anden svarer, at ”Hamas selv bærer skylden for de civile tab ved at bruge dem som menneskelige skjolde”.

Vi kan diskutere de juridiske termer og aspekter herfra og til juleaften. Begge udlægninger af konflikten er udtryk for en forrået og decideret farlig mentalitet, der risikerer at korrumpere vores menneskesyn.

For lige så foruroligende det er at se en stigende og højlydt antisemitisme blandt visse segmenter af den pro-palæstinensiske venstrefløj, lige så modbydeligt er det at observere en tydelige indifferens over for palæstinensiske liv blandt dele af højrefløjen.

Vi må aldrig nå til det punkt, hvor vi betragter civile som en aktiv del af konflikten og dermed legitime mål. På samme måde må vi aldrig drage danske jøder til ansvar for Israels handlinger eller romantisere Hamas som frihedskæmpere. Målrettede angreb på civile vil altid være terror, uanset hvilken højere sag de nu end måtte udføres i.

Selv i forhold til Anden Verdenskrig, hvor distinktionen mellem de ”gode” og ”onde” aldrig har været tydeligere, er der bred historisk enighed om, at de allieredes bombardementer af Hamborg og Dresden var terrorbombninger. Målet helliger med andre ord langtfra altid midlet. Derfor kan ønsket om et selvstændigt Palæstina ikke retfærdiggøre brutale terrorangreb, på samme måde som et oprindeligt legitimt modsvar fra Israels side ikke berettiger kollektiv afstraffelse af en hel civilbefolkning.

Efter at have set dokumentarserien ”I magtens korridorer” på DR, der blandt andet udstiller verdens svigt af Bosnien, har jeg reflekteret over et af seriens centrale spørgsmål: Vil historien dømme os for vores tøven og manglende indgriben? For hver dag der går, og nye frygtelige beretninger fra Gaza skildres i nyhederne, bliver jeg mere og mere overbevist om, at svaret er ja.

Vi kan ikke længere tillade os at vende det blinde øje til den horrible humanitære tilstand i Gaza og de støt stigende civile tab. Det er og bliver katastrofalt og tragisk, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det.