At smide elever ud er ingen løsning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skal det være lettere at smide børn ud af folkeskolen? Journalister har stillet spørgsmålet igen og igen i den seneste tid, og forældre og politikere med blodtørst i øjnene har ikke holdt sig tilbage med at kræve det i retfærdighedens navn.

Det, vi ser i disse dage, er, at skolens værdier og skolens virkelighed rammer hinanden. Hvad sker der, når vi rammer kanten af eller kommer uden for rammen af det, vi kan acceptere af fællesskabet? Hvad gør folkeskolen så? Vi gør faktisk en hel del. Men lad mig slå fast: Vi smider ikke elever ud. UD findes ikke.

I folkeskolen har vi en forpligtelse til at undervise de børn, der bor i skolens distrikt. Vi optager alle og forventes at håndtere alle, medmindre særlige omstændigheder spiller ind.

Sådan er det, fordi vi i Danmark har en tro på, at børn, der lærer noget om fag, samfund, fællesskaber og demokrati, vil kunne føle sig som en vigtig brik i samfundet, samtidig med at vi ønsker, at de bliver i stand til at klare sig i livet. Vi tror på, at børn og unge udvikler sig bedst i fællesskaber.

Indimellem sker det, at nogle elever gør ting, der ikke er acceptabelt i skolen, og som kalder på handling.

Og at handle, det er lige præcis, hvad skoleledere gør. Hver eneste dag bliver der håndteret vanskelige sager på landet folkeskoler ud fra de handlemuligheder, som er beskrevet i den såkaldte ordensbekendtgørelse. Elever bliver henvist til PPR. Der er mange dialoger med både elever og forældre. Vi understøtter i klasseværelser og overflytter elever til anden undervisning. Bare for at nævne noget.

Sådan skal det også være, for i folkeskoleloven står der, at det er skolens leder, der træffer alle afgørelser vedrørende den enkelte elev.

Men vi kan ikke tale om det. Vi kan og må ikke udtale os offentligt om, hvilke tiltag vi har sat i værk, og hvilke vi påtænker at sætte i værk, for vi har tavshedspligt af hensyn til de børn, der risikerer at blive mærket resten af livet.

Derfor kan vi ikke – hvor gerne vi end vil – sikre, at alle forældre oplever retfærdighed i alle sager. Der ligger så mange vurderinger og indsatser til grund for vores beslutninger, når tingene går galt. Forældre har ingen ret til at vide noget om andres børn, og vi kan ikke kommunikere tydeligt til den samlede forældregruppe i en klasse eller på en skole.

Desværre har vi været vidner til, at det har resulteret i, at sagerne er blevet taget op af gadens parlament. Højtråbende forældre og kommunal- og landspolitikere, der agerer selvbestaltede dommere med ret til at bestemme, hvad der skal ske med de børn. Det gavner ingen.

Som skoleleder gør man det allerbedste for at håndtere sagerne med omhu og respekt og ud fra proportionalitetsprincippet. Men vi kan ikke klare det alene. Selvom vi har handlemuligheder, så er vi dybt afhængige af systemet rundt om skolen. Samarbejdet med socialforvaltningen og PPR er afgørende for at lykkes. For hvis ikke kommunen har plads i et specialtilbud, hvis økonomien ikke er til rådighed, eller ventetiden hos PPR er uendelig, så står skolelederne magtesløse og med et ansvar, de ikke kan løfte.

Skolerne er presset på økonomien, og vi har et system uden om skolen, der er lige så presset. Det er der, politikerne bør lægge deres kræfter i stedet for at tro, det hjælper at smide nogen ud.

Vi må aldrig forfalde til at nægte elever en fri, gratis og offentlig folkeskoleundervisning i et stærkt fællesskab.