Det er en skændsel, at regeringen har tiet Anders Foghs Ukraine-plan ihjel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 24. februar 2022 var jeg på vej til Ukraine. Jeg havde fået fingre i en Wizz Air-billet til Kyiv, havde købt den formentlig sidste Lonely Planet-guide, der var til at opstøve i København, og fik vekslet til 200 euro.

Og så. Om morgenen den 24. februar rykkede russisk militær frem på ukrainsk territorium fra nord (inklusive fra Hviderusland), øst og syd. Al flytrafik, inden- som udenrigs, blev stoppet. Resten er historie.

Nogle dage senere modtog jeg denne mail fra min ven Anna i Kyiv: »Jeg vil slette morgenen den 24. februar fra min hukommelse og samtidig aldrig glemme den. Klokken 5 ringede klokken, og vi hørte Dimas (Annas mand) mors skælvende stemme i den anden ende af telefonen: ”Børn, stå op! Hørte I ikke eksplosionerne?!”

Jeg følte et ubehageligt deja-vu, fordi jeg boede i Mariupol, da pro-russiske styrker forsøgte at fange den i 2014. Men Dima stod over for situationen for første gang. På trods af den søvnige og chokerede tilstand optrådte vi som ét hold: Dima beordrede os at rejse til sin bedstemor i Vinnytsia-regionen (på det tidspunkt troede vi, at raketter kun faldt over Kyiv), og jeg instruerede, hvilke ting der skulle tages med. Vi fik pakket på 15 minutter og havde ikke engang tid til at børste tænder. Så samlede vi Dimas forældre op og tilbragte hele dagen på vejen. Jeg så sådanne trafikpropper for første gang i mit liv.

De første dage var vi i fuldstændig chok – hvordan er dette muligt i den civiliserede verden? Vi sad 24/7 i Telegram-kanaler, fordi dette er den hurtigste måde at finde alle nyhederne. Disse nyheder gjorde mig syg, og jeg havde slet ikke lyst til at spise. I de første dage kunne jeg ikke sidde stille og prøvede at handle på en eller anden måde. Jeg viste vigtige oplysninger på min Instagram-blog, sluttede mig til de frivillige fra informationsfronten (jeg skrev tekster til det russiske publikum, men så indså vi, at det var nytteløst), hjalp beboerne i det besatte Nova Kakhovka med at kontakte medierne. Jeg følte ligesom millioner af ukrainere konstant, at jeg ikke gjorde nok. Men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne dengang.

En af de værste tider er nyhederne om rædslerne i Butja og Mariupol. Dimas bror i Kyiv-regionen tog ikke kontakt, og det samme gjorde mine slægtninge fra Mariupol heller ikke. I mellemtiden raserede russiske bomber disse steder.

Og først efter nogen tid, da vore pårørende var i relativ sikkerhed, tilpassede psyken sig til krig. Og det er forfærdeligt, for vi skal ikke vænne os til det. Vi ønsker at leve i et fredeligt Ukraine, udvikle dets kultur, økonomi, teknologi og andre industrier. I stedet ønsker en eller anden Putin at påtvinge os et modbydeligt Rusland, som vi aldrig har ønsket. Dette vil aldrig ske!

Vi har brug for hjælp. Men ikke som et svagt land, men som det stærkeste til at overvinde det onde. Ellers vil Putin næste gang vælge Moldova, Polen eller dit land. Derfor har vi brug for våben her og nu for at forsvare hele den demokratiske verdens interesser.«

Her står vi to år senere, hvor Annas ord klinger så aktuelle som dengang. Navalnyj er lige blevet myrdet. Avdiivka er faldet til russerne. Vesten hænger i bremsen, når det gælder våbenhjælpen – og ukrainerne er godt slidte.

Danmark har stillet op for Ukraine. Men vi kan og bør gøre mere. For det første arbejde aktivt for en langt bedre og tæt koordination af Vestens hjælp til Ukraine. Så den effektiviseres. I dag kommer bistanden drypvis og ofte styret af indenrigspolitiske hensyn. Den bør sættes ind i en langsigtet, strategisk ramme og overvejende ydes gennem EU og Nato.

For det andet bør Danmark støtte tidligere Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens forslag om et delvist Nato-medlemskab for Ukraine.

Idéen er, at de dele af landet, Ukraine selv kontrollerer, optages i Nato, mens de russisk-besatte områder lades ude – indtil videre. Det langsigtede mål er selvfølgelig et Ukraine med grænserne fra før 2014. Men et fuldbyrdet ukrainsk medlemskab af Nato vil i øjeblikket være en krigserklæring til Rusland.

Putin har respekt for Nato, og Foghs forslag er formentlig Ukraines eneste redningsplanke.

Det er en skændsel, at regeringen har tiet Foghs forslag ihjel. Vi bør aktivt lobbye til fordel for Foghs projekt, som passende kan blive søsat ved Nato-topmødet i Washington D.C. til sommer, hvor forsvarsalliancen fylder 75 år.

I anledning af toårsdagen for invasionen kan der være grund til at minde om præsident Ronald Reagans ord fra 1983 – henvendt direkte til Ukraine, uanset landet dengang var indlemmet i Sovjetunionen: »Ukraine [..] you are not alone. Your struggle is our struggle, your dream is our dream, and someday, you, too, will be free.«