Hvad skal der ske med ukrainerne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Knap 3,7 millioner mennesker er fordrevet internt i Ukraine efter to års krig, mens seks millioner ukrainere er flygtet til andre lande i Europa. Knap 42.000 ukrainske flygtninge har fået ophold i Danmark.

Krigen raser stadig, og den forestilling, som mange havde om, at de ukrainske flygtninge bare lige skulle have husly og så hjem igen, har for længst vist sig ikke at holde stik. Desværre er der ikke umiddelbart udsigt til fred, og selv hvis der bliver fred, vil der være et enormt genopbygningsarbejde.

Så hvad skal der ske med de ukrainske flygtninge? Og giver det overhovedet mening for ukrainerne selv at blive ved med at holde fokus på at vende tilbage, nu hvor krigen går ind i sit tredje år, eller ser de deres fremtid i Danmark?

En af dem, der ser sin fremtid i Danmark, er 36-årige Anna. Hun arbejder i en børnehave og er alenemor til to mindre børn. At kunne klare sig økonomisk og give sine børn stabilitet, sikkerhed og fremtidsmuligheder betyder alt.

Og Anna kan ikke se en fremtid i Ukraine. De har ikke et hjem at vende tilbage til, hun har ikke et job, og hun er i tvivl om, hvorvidt hun vil kunne klare sig økonomisk. Skoler og uddannelsesinstitutioner er smadret, mange virksomheder er lukket, og arbejdsløsheden er høj. Og så er hun glad for at være i Danmark.

Hun kan lide mentaliteten og vores børnesyn, og for nylig er hun begyndt på fire timers privatundervisning i dansk om ugen. For hun vil skabe sig en tilværelse i Danmark, hvis hun får mulighed for det. Også selvom hun savner familie og venner, der er tilbage i Ukraine. Men stress og bekymringer om fremtiden fylder meget. Bekymringer om deres opholdstilladelse vil blive forlænget. Indtil videre har de til marts 2025.

Anna er langtfra den eneste, der ser sin fremtid i Danmark. Faktisk vil 6 af 10 ukrainske flygtninge gerne blive her, selv hvis der bliver fred i Ukraine. Det viser en ny stor undersøgelse fra Københavns Universitet.

Hvor man som flygtning ser sin fremtid, er et udtryk for en række svære overvejelser om ”for” og ”imod”. Det er dilemmaer og overvejelser, der er essensen af at være flygtning og få sit liv revet op med rode. I DRC Dansk Flygtningehjælp oplever vi, at overvejelserne i høj grad handler om, hvor man vil kunne klare sig. Hvor man vil have noget at leve af, og hvor man vil kunne give sine børn en fremtid med muligheder. Ligesom Annas historie viser.

Samtidig handler det om at have mistet troen på Ukraine i lang tid fremover. Om ikke at have noget at vende tilbage til, og at ingenting er som før. At landet er smadret, og at venner og familie er spredt ud over Europa eller måske slet ikke i live længere. For nogen handler ønsket om at blive i Danmark også om, at de har fundet sig til rette her på trods af sorgen og savnet af det derhjemme. Hvad der i sidste ende er tungen på vægtskålen, i forhold til hvor man ser sin fremtid, er meget individuelt.

Men én ting er de overvejelser, de ukrainske flygtninge selv gør sig. Noget andet er, om de kan få lov til at blive i Danmark. Når uvisheden står på i længere tid, tærer det mentalt og nedbryder mennesker. Det ved vi fra vores mangeårige arbejde for flygtninge i Danmark.

For hvor ligger fremtiden? Her eller der? Og kan det overhovedet betale sig at lære dansk, og hvad er egentlig vigtigst? At følge med i skolen i Danmark eller at følge med i den ukrainske onlineskole, som mange børn gør i fritiden. Og er man overhovedet noget værd i Danmark, når man er gammel og ikke kan arbejde?

En, der kender den bekymring, er 68-årige Galyna. Selvom hun prøver at tage en dag ad gangen, er hun meget påvirket af, at hun ikke ved, hvor længe hun og hendes mand kan få lov at blive i Danmark. For hvad nu, hvis deres hus bliver ødelagt, og hun ikke kan få pension i Ukraine efter krigen, som hun ellers havde udsigt til, før hun flygtede. Hvad skal de så leve af, spekulerer hun på, nu hvor hun føler sig for gammel til at arbejde.

En af dem, der ser sin fremtid i Ukraine, er 29-årige Viktoriia. Hun har ingen børn, boede sammen med sine forældre før krigen og flygtede alene. I Ukraine arbejdede hun på et apotek som farmaceut, og i Danmark har hun haft sæsonarbejde som rengøringsassistent.

Nu gør hun rent 10 timer om ugen privat. I starten lærte hun meget dansk, men jobbet som rengøringsassistent satte det i stå. Hun kan ikke bruge sin uddannelse her, og hun savner sit gamle job og sine forældre. Og det nager hende, at hun ikke kan hjælpe med urtehaven og huset derhjemme. Hun er enebarn og ved, at de har brug for hende. Men de siger det aldrig, når hun taler med dem, for de vil have, at hun bliver i Danmark, hvor hun er i sikkerhed.

Lige nu befinder de ukrainske flygtninge sig i et limbo. Et limbo, hvor de, uanset om de ser deres fremtid her eller i Ukraine, ikke kan vende hjem. Og et limbo, hvor de på samme tid skal håndtere to modsatrettede krav. På den ene side et krav om både at være klar til at rejse hjem og på den anden side et krav om at integrere sig og lære dansk, være i beskæftigelse og lade børnene følge undervisningen i en normal dansk skoleklasse.

Det er vanskelige vilkår, og det er tid til at veksle den enorme folkelige og politiske velvilje, som de ukrainske flygtninge er blevet mødt med, til det, ukrainerne har brug for nu. Til mere varige løsninger, så de kan begynde at danne sig billeder af deres fremtid og planlægge en hverdag, der giver mening, og som ikke kun handler om at klare morgendagen. En hverdag, der ikke bare giver ukrainerne tryghed og et lidt længere fremtidsperspektiv, men som også giver os som samfund en mulighed for at se dem som en ressource og som nogen, der gerne vil og kan bidrage. For vi kan lige så godt forberede os på, at ukrainerne kommer til at være her i længere tid.

Lige nu er opholdsgrundsgrundlaget og fremtidsperspektivet for de ukrainske flygtninge så spinkelt, som det kan blive. Faktisk er det endnu dårligere, end det er for andre flygtninge, der ellers er meget hårdt spændt for med midlertidige opholdstilladelse, som kun gælder for et eller to år ad gangen.

Det er på tide at overveje nye modeller for ukrainerne i Danmark. Nye veje, som tilbyder forskellige løsninger og fremtidsscenarier, hvoraf nogle også peger frem mod flere år i Danmark. Det kunne være arbejdstilladelser, studietilladelser eller længerevarende beskyttelse via forlængelse af særloven. Således at der i integrationsarbejdet kan arbejdes med flere spor i forhold til den enkelte – både noget, der forbereder på livet i Danmark, og til tilbagevenden til og genopbygning af Ukraine.

Giver vi ikke de ukrainske flygtninge mere sikkerhed for fremtiden, risikerer vi at tabe dem mellem to stole, hvor de hverken kan vende tilbage til Ukraine eller har ro til at få det fodfæste i Danmark, der skal til for at klare sig på længere sigt.