Nordic Waste-sagen udfordrer kontrakten mellem samfund og kapitalejere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden millioner af tons forurenet jord fra selskabet Nordic Waste satte sig i bevægelse, har debatten om selskabets ejeres moralske og juridiske ansvar raset. I en første bølge gik en række ministre hårdt til angreb på Nordic Waste-ejerens beslutning om at erklære sit selskab konkurs og overlade regningen til fællesskabet.

De hårde udmeldinger fik dernæst modspil fra stemmer, der mente, at den moralske udskamning af ejerkredsen bag Nordic Waste var gået for vidt, og at det var helt efter bogen, at ejerne ikke påtog sig ansvaret for oprydningen, fordi denne mulighed for at være ansvarsfri for de selskaber, man ejer, udgjorde selve kernen i den kapitalistiske model. Og at udskamningen af ejerne og kravet om at tage ansvar udgjorde en veritabel »bombe under samfundet«, fordi sådanne krav ville skræmme risikovillige investorer væk og dermed kan undergrave hele samfundsøkonomien.

Jeg deler nok synspunktet om, at enkelte ministre gik rigeligt langt i deres retoriske udskejelser, inden et ansvar er endeligt placeret. Men at store selskaber og deres moderselskaber eller kapitalejere som en generel regel ikke skulle have et moralsk ansvar over for samfundet, er mildest talt et helt uddateret synspunkt. Selv i toppen af erhvervseliten har ethvert selskab med respekt for sig selv i årevis arbejdet med såkaldt Corporate Social Responsability (CSR), der indebærer løfter om moral og samfundsansvar, der går langt ud over, hvad loven kræver. Selvfølgelig kan og skal både politikere og borgere have moralske forventninger til store selskaber og deres ejere. Præcis som vi også har moralske forventninger til andre aktører. Det er den slags forventninger, der sammen med lovgivning og institutioner skaber et samfund, der hænger sammen.

Så er der påstanden om, at det er helt ukontroversielt, at ejerne bag Nordic Waste ikke tager ansvar for oprydningen, fordi de som kapitalejere i et selskab med begrænset hæftelse ikke har noget ansvar, efter at selskabet er gået konkurs. Argumentet lyder, at hvis man piller ved den begrænsede hæftelse og pålægger kapitalejerne et større ansvar ved f.eks. større miljøkatastrofer, så ville det gøre det mere risikabelt at investere.

Den udlægning er bare alt for sort-hvid. For selv inden for den gældende lovgivning er der flere muligheder for at gøre kapitalejere erstatningspligtige. Hvis en kapitalejer har blandet sig i en virksomheds drift og har handlet forsætligt eller groft uagtsomt og dermed påført selskabet eller tredjemand økonomisk skade, kan det medføre erstatningsansvar. Om det er tilfældet i den aktuelle sag, ved vi endnu ikke. Men selv i selskaber med begrænset hæftelse kan en ejer ifalde ansvar.

Desuden har vi flere eksempler inden for eksisterende lovgivning på konstruktioner, hvor moderselskaber kan holdes ansvarlige for et datterselskab med begrænset hæftelse. Det gælder f.eks. olieindvindingen i Nordsøen, hvor der stilles krav om såkaldte moderselskabsgarantier. Det sker netop for at undgå, at moderselskabet kan erklære et datterselskab konkurs og løbe fra regningen, når den sidste olie er suget op, og pengene er tjent. At gøre moderselskaber og andre store ejere ansvarlige i sårlige situationer er altså ikke et brud med en 200-årig fredshellig model for begrænset hæftelse.

Ingen har, så vidt jeg ved, foreslået at gøre grundlæggende op med muligheden for at etablere selskaber med begrænset hæftelse. Det, vi diskuterer, er, om vi i lyset af Nordic Waste-sagen har ramt den rigtige balance mellem hensynet til aktionærerne og hensynet til resten af befolkningen.

Begrænset hæftelse er et privilegium, vi som samfund tildeler dem, der investerer kapital. Aktionærer kan investere og tjene penge på en virksomhed, men går den konkurs og efterlader en kæmpe regning til samfundet, så er det samfundet, der betaler. Vi giver dette udstrakte privilegium, fordi det ganske rigtigt har vist sig at være en effektiv måde at mobilisere kapital og dermed skabe vækst, produktion og arbejdspladser. Det er noget for noget. En samfundskontrakt.

Men hvis vi som borgere fortsat skal støtte dette privilegium, så er forudsætningen, at det ikke misbruges. At der er balance og retfærdighed i kontrakten. Det er denne balance, der udfordres med sagen om Nordic Waste, hvor et moderselskab har placeret højrisikable aktiviteter i et datterselskab, hvor man angiveligt – på trods af klare advarsler – er blevet ved med at køre forurenet jord ind på området, selv efter jordskreddet var i gang. Og hvor man, da det går galt, sender medarbejderne hjem og erklærer datterselskabet konkurs for at undgå at tage økonomisk ansvar for den miljøkatastrofe, man har forårsaget.

Hvis den form for adfærd kan lade sig gøre inden for lovens rammer, så er der noget galt med vores lovgivning. En sådan mulighed for at flygte fra ansvaret er ikke bare moralsk forargelig, den kan også direkte anspore til at tage alt for store miljørisici, fordi regningen kan tørres af på andre.

Derfor er der nu rejst en helt relevant debat om, hvorvidt der er brug for at tilpasse balancen i den samfundskontrakt, som den begrænsede hæftelse for kapitalejere er udtryk for. Skal ejere med bestemmende indflydelse i selskaber med højrisikable aktiviteter fremover lettere kunne gøres erstatningspligtige ved miljøkatastrofer? Skal der stilles krav om moderselskabsgarantier eller andre sikkerhedsstillelser til miljøvirksomheder? Eller skal der etableres en form for brancheforsikring, som vi kender fra blandt andet forsikrings- og finanssektor?

Målet må – uanset redskab – være at opretholde princippet om, at forureneren betaler, og at finde en rimelig balance mellem aktionær-privilegier og samfundsinteresser. At tage den debat er hverken udskamning eller en bombe under samfundet. Det er tværtimod sund fornuft.