Børnesporten har brug for at hamre bremserne i

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Røgen skal sgu’ da for helvede helt ned i lungerne. Det er derfor, vi ryger!«

Sådan stod der på en B.T.-spiseseddel en dag i min barndom, da min far, der var datidens folkekære udgave af en tv-doktor a la Peter Geisling, skulle udtale sig om rygning.

Det citat dukkede op i min bevidsthed, da der flere steder i Sportsdanmark kom frustrerede kommentarer, efter at Danmarks Idrætsforbund for nylig sendte en åben opfordring ud til alle sine foreninger om at »pille lidt konkurrence ud af deres aktiviteter«.

Opfordringen lød konkret på ikke at dele de helt unge op i første- og andenhold og desuden fjerne offentlige ranglister og resultater for børn under 13 år: ”Børn dyrker sgu’ da sport for at konkurrere!”

Det har været hovedbudskabet bag mange af kommentarerne. Der har været hovedrysten og masser af ironisk modstand, for man kan jo ikke have sport for børn, uden at de små samfundsborgere skal tændes af alt det fede, der sker, når man skal dyste og måle sig.

Det er en stor og naturlig del af børns udvikling. At finde ud af, hvad de kan – måle det og få klart svar i vinder-taber-jargon – og herefter prøve at blive bedre og bedre. Kernen i sporten. Den kan man altså ikke pille ved, mener nogle.

Men det, der er problemet, er, at vi skal være helt skarpe på, hvad vi snakker om, når vi vil skrue på konkurrencen. Og vi skal være helt skarpe på, hvad det er for en nutidig børnehverdag, vi taler ind. Og hvor vi gerne vil hen?

Situationen i dag er, at vi ser ind i en børnesportshverdag, hvor vi ikke bare skal lade udviklingen springe af sted og lade konkurrencens indbyggede drive mod højere, længere og stærkere få frit spil. For dem, der skal lege med, kan ikke blive ved med at følge med. Det er børn – med børneegenskaber og børnebehov. Det kræver, at der bliver taget hensyn til dem.

Der, hvor vi er i dag, har ”den vilde vesten-udviklingen” nået sin grænse, og det har den måske allerede gjort for en del år siden. Men det står tydeligt frem i dag. Børnesportens udvikling har lige så stille listet mere og mere træning ind i skemaet med en tidligere og tidligere opdeling – og altså også en større opmærksomhed på alle de små stjerner. Det kan aflæses i nationale mesterskabstitler og ranglister – og nu også med mulighed for flere steder at lægge live-tv-signaler fra børnenes konkurrencer i den lokale hal.

Derfor er diskussionen og problematikken meget mere nuanceret end et spørgsmål om at konkurrere eller ej. Det handler om, hvilke rammer og indpakning vi giver børnene at konkurrere i, hvis vi skal gøre noget godt for fremtidens sportsbørn.

Selvfølgelig skal der være fuld gang i konkurrence, udfordringer og intensitet, og alle følelser af nervøsitet, spændt forventning, forløsning, jubel, skuffelse og ærgrelse skal flyde frit på livets fantastiske træningsbane på sportsarenaerne. Det handler ikke om, at der skal være pusse-nussen eller ”en medalje til alle”.

Nej. Men der skal passes godt på børnene, så de voksnes lyst til at måle, placere titler og lufte offentlige ranglisteplaceringer bliver kontant og konstant stoppet. I sidste ende handler det ofte om, at det er de voksne, der synes, det er ’”sjovt” at se og måle, hvor gode deres børn er. Men det er der ingen børn, der vinder på. Der er faktisk kun potentielle tabere.

For det er voldsomt for børn at blive udråbt som stjerner. Det er en kæmpestor ting at skulle leve op til – og ikke mindst at sømme sin unge og skrøbelige identitet fast med. For sammen med titler og omtale på den store nationale og internationale skala følger der en stor pose forventningspres med.

Helt konkret – prøv at forestille jer en 10-årig pige, der bliver dansk mester i badminton. Fra den dag vil hun, hver gang hun træder ind i en badmintonhal, være hende, der var dansk mester engang. Alle vil slå hende, og hun vil slå sig selv i hovedet, hvis ikke hun bliver ved med at blive dansk mester hele vejen op gennem alle aldersgrupperne. Og hvis det ikke lykkes for hende, så er hun pludselig en nederlagshistorie og ikke en succes. Hvis hun nu i stedet havde vundet en ”almindelig” turnering som 10-årig, så var hun bare ”en af de gode”, der vinder en gang imellem.

Der er flere andre problematiske sider ved den tidlige konkurrence og den alvor, der følger med for de yngre børn.

Nemlig, at børnene bliver stillet over for det store – og meget voksne og forpligtende – spørgsmål: ”Vil du det her?” De bliver bedt om at dedikere sig, prioritere, disciplinere, langtidsplanlægge og stå til ansvar for deres valg. Men hele denne liste af egenskaber er absolut ikke i børnenes værktøjskasse. Det er voksenegenskaber.

Børns hjerner er ikke programmeret til at kunne analysere langsigtede konsekvenser. Det bør de heller ikke. Børn er i nuet og gør det, der er sjovt – og især det, der er sammen med deres venner. Og hvis du spørger dem, hvad de gerne vil, så vil de heldigvis med tro på sig selv sige, at de da gerne vil være verdens bedste. Men det er bare for sjov! Det kan ikke være andet, når man slet ikke kender præmissen.

Børn vil også gerne træne en masse og tage imod alle spændende tilbud om rejser, store turneringer og måske også spille på seniorholdene. Forældrenes kommentar er ofte: ”At det er børnene selv, der gerne vil.” Men det er ikke godt nok!

For her har børnene lige præcis brug for en voksen. En voksen, der kan se længere frem og ved, at alt for meget og alt for tidlig træning slider på krop og motivation og skævvrider den brede sociale base, som er alfa og omega for de små, bløde væsener – som de altså stadig er, selv om de måske dyrker sport på et vildt højt ”voksent” niveau.

Vi er tilbage ved DIF’s anbefalinger. De giver god mening, og det er en essentiel og vigtig opgave som ansvarlige voksne at sikre os, at børn får lov til at lege og prøve livet af på alle hylder for lige så stille og i deres eget tempo at finde deres vej.

”Så børn skal altså da for helvede konkurrere. Det er derfor, de går til sport.”

De skal bare gøre det på en passende doseret og ”barnlig måde”.

I praksis betyder det altså, at DIF’s opfordring om at skrue på konkurrencen taler til alle, der arbejder med børn og sport. Alle skal til at kigge på deres tilbud og tænke sig godt om og så få korrigeret og skruet lidt ned, hvor der er brug for det. Voksne ledere kan ikke længere komme sovende til glade sportsbørn. Det kræver en aktiv, målrettet og ambitiøs indsats for at passe på børnene og deres uforpligtende glæde ved at dyste på sportsbanen.

Det er faktisk nemt at se succeshistorien forude. For de miljøer, der kan skabe så gode og børnevenlige tilbud, at de unge har lyst til at blive ved og fortsætte, vil opleve, at der er mange flere unge, der hænger på. Dermed kan der dannes store og meningsfyldte fællesskaber og gode træningsmiljøer.

Det betyder, at der er mange flere, der sammen kan være med til at udvikle et højere og bredere sportsligt niveau. Og så har alle jo vundet på det.