Kraka-økonom på vildspor blev heldigvis sat på plads

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Andreas Lund Jørgensen, seniorøkonom i tænketanken Kraka, skrev i JP 7/2, at en høj CO₂-afgift på landbrugsproduktion er positiv på to felter: Husdyrholdet reduceres, og de grønne teknologier fremmes.

Med udgangspunkt i EU-Kommissionens reviderede holdning til landbrugets klimabidrag blev professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet i en artikel på jp.dk senere citeret for en udtalelse om, at mens EU, når det gælder reduktion af klimagasser, mangler handlekraft, er Danmark formentlig det land, der på verdensplan er længst fremme med planer, som skal begrænse landbrugets udledning. På verdensplan!

Der blev fulgt op med direkte citater af den ikke på nogen måde sindsforvirrede professor, der som medlem af FN’s klimapanel i 2007 var modtager af Nobels Fredspris: »Men nu står det klart, at der ikke er noget pres for, at andre EU-lande skal indføre sådanne afgifter, og der er ikke udsigt til, at de gør det frivilligt. Hvis Danmark går enegang med en afgift, er der stor risiko for, at landbrugsproduktionen vil falde i Danmark og stige tilsvarende i andre lande, hvor man ikke har indført en afgift, der øger omkostningerne. Dermed bliver klimaeffekten af den danske afgift udvandet, og det er helt galt, hvis produktionen flytter til lande, hvor landbrugets udledninger er højere end i Danmark.« Og videre:

»Derfor vil det være et selvmål, hvis man går enegang og indfører så stram regulering, at dele af landbrugsproduktionen udflages til andre lande. Dels fordi det ikke gavner klimaet, men også fordi det får den kritiske masse til at krympe og dermed svækker forudsætningen for fortsat forskning og produktudvikling.«

Jørgen E. Olesen beklager, at Danmark har vedtaget en klimalov, som kan gøre det nødvendigt at gå enegang og indføre afgifter eller andre restriktioner, som ultimativt kan skade klimaet, for »hvis man lægger gift ud for investeringerne, så får man ikke lavet en reel grøn omstilling. Så bliver det i stedet til grøn afvikling.«

Krakas seniorøkonom, som udover at ønske en fjerdedel af landbrugsarealet udlagt til ukrudt også argumenterer for højst mulige CO₂-afgift på fødevareproduktion, er på vildspor længere ude end Hampen.

Men mon ikke Jørgen E. Olesens klare analyse er noteret både i Svarer-udvalget og blandt deltagerne i regeringens trepart-forhandlinger?