Man må selv passe på sine egne ting. Også jord, der skrider

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Man må selv forsikre sine egne ting!« sagde forsikringsmægleren til mig, da jeg for mange år siden var formand for en andelsboligforening, og en andelshaver insisterede på, at foreningen skulle erstatte en læderjakke, som nogle rotter havde gnavet huller i, mens den lå i et af foreningens kælderrum. Andelshaveren måtte tale med sit eget forsikringsselskab i stedet for.

Det samme princip gælder for åer og vandløb, som man har ansvaret for at forvalte. ”Man har selv ansvaret for at sikre sit eget vandløb,” kan man sige. Og når Randers Kommune i flere år på tætteste hold har iagttaget, at en stor bunke forurenet jord langsomt men sikkert glider ned ad en skråning, må man sørge for, at det ikke fortsætter. Kommunen gjorde sandsynligvis også noget, men åbenbart ikke nok. Og når det så er gået galt, kan man ikke bare skyde hele ansvaret over på forureneren og gå ud fra, at den regning, der nu er blevet alt for stor, skal betales af Nordic Waste A/S. Kommunen må have vidst – eller burde have vidst – at hvis udgifterne til at standse jordbunken blev større end virksomhedens egenkapital, ville regningen havne hos kommunen.

Virksomhedens egenkapital var i seneste regnskabsperiode 16 mio. kr. Det beløb kan man ikke redde åen for, når hele bunken skrider. Der skal bruges voldsomt mange flere penge, og dem appellerer nogle nu til, at en aktionær skal betale af egen lommer, bare fordi lommerne er dybe nok. Det er en skandale, at medlemmer af Folketinget og ministre, som skulle være forbilleder for borgerne, fuldstændig tilsidesætter, at vi lever i et retssamfund, hvor man starter med at placere et juridisk ansvar, før man dømmer folk at betale erstatning. I stedet går man direkte til at udstede moralske domme over en aktionær, fordi vedkommende har mange penge.

Situationen minder mig om, da Inger Støjberg talte om at redde barnebrude, mens vi andre talte om, at hun havde administreret efter eget forgodtbefindende. Heldigvis fik hun også en fængselsdom for det.

Det er i orden at mene, at en aktionær med mange penge kan have en moralsk forpligtelse til at betale for oprydningen, men som politiker og minister har man altså også den opgave at være et forbillede for borgere i et demokratisk retssamfund og derfor holde fast i, at man selv har ansvar for sine egne ting, og holde sig for god til at dømme andre mennesker til at betale, bare fordi de har mange penge. Hvad ville de mon have ment, hvis en del af aktierne i Nordic Waste A/S var ejet af en pensionskasse med mange milliarder under forvaltning?

Det har været beskæmmende at være vidne til, hvorledes en borgmester og tre ministre har tilsidesat deres opgave som forbilleder i retssamfundet til fordel for populistisk forargede holdninger, længe inden sagen er kendt til bunds. Hvor er deres moralske kompas? En plet på Socialdemokratiet er det i hvert fald.

Og hvis jeg var den rige aktionær, ville jeg føle mig ekstremt dårligt behandlet og tænke, at det kan godt være, at jeg har et moralsk ansvar, men efter den behandling kan de betale selv! De har ikke engang sagt tak for, at jeg har lovet 50 mio. kr. i erstatninger til beboerne i Ølst, hvis det skulle blive aktuelt. De penge var næppe kommet, hvis ejerne af Nordic Waste havde været en pensionskasse eller en gruppe lokale håndværksmestre …