Færre husdyr er et grønt columbusæg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage sidder politikere, interesseorganisationer, grønne ngo’er mv. og venter i spænding på de anbefalinger, som kommissionen for en grøn skattereform skulle have udkommet med inden for de næste par dage, men som nu er blevet udskudt igen igen.

Kommissionens opgave har været at komme med en anbefaling til, hvordan landbruget kan nå sine klimamål med en CO2e-afgift som det primære drivmiddel. At dømme efter, hvor mange gange kommissionens afrapportering er blevet udskudt, har opgaven været svær.

Et bud er, at det har været svært, bl.a. fordi teknologiske virkemidler sandsynligvis ikke kan drive hele omstillingen. Derfor kan det blive endog meget svært for landbruget at nå sine klimamål uden at reducere husdyrholdet. Derfor har vi i Kraka undersøgt, hvordan et reduceret husdyrhold kan bidrage positivt til landbrugets klimaregnskab og samtidig have andre positive sidegevinster.

Analysens hovedresultat er, at en halvering af kvæg- og svinebestanden vil reducere landbrugets årlige drivhusgasudledninger med ca. 35 pct. Det svarer til godt 6 mio. tons CO2e, hvilket i sig selv er nok til at nå landbrugets klimamål – også inden Klimaministeriet for nogle uger siden nedjusterede den forventede udledning fra lavbundsjorde. En halvering af kvæg- og svinebestanden er naturligvis en meget stor omvæltning – og ikke en konkret anbefaling – men det illustrerer, hvor stort potentialet er.

Samtidig kan omstillingen frigive 658.000 hektar landbrugsjord, hvor der i dag produceres foder til dyr. Det svarer til en fjerdedel af det samlede landbrugsareal. Og det vel at mærke uden at gå på kompromis med, hvor mange munde dansk landbrug mætter. Det skyldes, at man kan mætte fire-fem gange så mange mennesker pr. hektar ved at producere plantebaserede fødevarer til mennesker frem for at producere foder.

Det frigivne areal kan f.eks. omdannes til beskyttet natur, som er nødvendigt, hvis Danmark skal levere et seriøst bidrag til EU’s klimadiversitetsmålsætning om at have mindst 30 pct. beskyttet natur. Et andet anvendelsesformål er vedvarende energi (VE), hvor Danmark har en målsætning om at firdoble kapaciteten af VE på land frem mod 2030, hvilket forventes at kræve 1,3 pct. af det danske areal.

Omstillingen og reduktionen i landbrugsareal vil også have en række andre positive sidegevinster i form af bl.a. mindre udledning af kemikalier til grundvandet, mindre sundhedsskadelig ammoniakafdampning og – ikke mindst – mindre kvælstofudledning til de indre danske farvande. Sidstnævnte er helt afgørende for at modvirke iltsvind og for at leve op til Danmarks forpligtelser ifm. EU’s vandramme direktiv.

Den mest effektive måde at drive landbrugets grønne omstilling på er via en høj CO2e-afgift på alle landbrugets udledninger. Afgiften har den store fordel, at den både giver incitament til at reducere husdyrholdet, da det er den mest drivhusgasintensive form for landbrugsproduktion og samtidig giver en tilskyndelse til at tage grønne teknologier i brug på de områder, hvor de findes.

Derfor er det også vigtigt, at politikerne ikke ryster på hånden, når forhandlingerne om en afgift går ind i den afgørende fase, selvom en afgift vil være upopulær blandt dele af deres bagland. Afgiftens negative påvirkning af den enkelte landmands økonomi kan afbødes med andre virkemidler, og uanset hvilken løsning man vælger, kommer man næppe uden om, at færre husdyr er en del af den grønne omstilling af dansk landbrug.