Liberal Alliances fremgang er tab af dansk identitet
Partiet har held med at fremmane et skræmmebillede af det offentlige system som et tungt, dovent apparat, der kun vil danskerne det dårligt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I en ny Epinion-måling foretaget for DR står Liberal Alliance til at høste 14,6 pct. af de danske stemmer, hvis der var valg i morgen. Det er en markant fremgang, der dermed ville gøre partiet til det største i blå blok.
Set med politiske analysebriller har dette været forventeligt og naturligt med tanke på den borgerlige krise og uro i mange blå partier i kontrast til Liberal Alliances trods alt funktionelle organisation.
Men i et bredere perspektiv er resultatet foruroligende og bekymrende set i en politisk, kulturel kontekst. Siden Anker Jørgensen har Danmarks politiske fundament og struktur været præget af det, man kan kalde en socialdemokratisk retorik forankret i velfærdsstaten. Ikke forstået som en socialdemokratisk overmagt til alle tider, men det faktum, at selv konservative stemmer bredt anerkender den offentlige sektor som en grundpæl i en dansk samfundsorden.
Det bekymrende for dansk identitet er den retorik og ideologiske filosofi, som Alex Vanopslagh og resten af slænget lægger for dagen. Partiet synes kun sat i verden for at varetage den private sektors interesser. Groft sagt fornemmer man, at LA til tider opfatter den offentlige sektor som en fjende af Danmarks velstand og fremgang. Altså et tungt, dovent apparat, der kun sløver landets iværksætteres konkurrenceevne både på et dansk samt internationalt marked.
Deres holdninger fremstår nedladende over for borgere på økonomisk understøttelse og generelt modtagere af gratis ydelser fra stat og kommuner. Partiet er ambassadører for et ultraliberalt idégrundlag med udelukkende personlig frihed for den enkelte i højsædet med dertilhørende blindhed over for borgeren som brik i et samfundsfællesskab. LA ignorerer den præmis, at det netop er den sociale tryghed i Danmark, der har gjort og gør os konkurrencedygtige og rig som nation – herunder både i økonomisk og kulturel kapital.
Epinions måling fremlægger og specificerer samtidig, at LA’s fremgang i høj grad skal findes blandt yngre vælgere mellem 18-34 år. Dette er afgørende for dette debatindlægs påstand om, at der er tale om tab af national identitet. For nye generationer kan siges notorisk at være mere historieløse end ældre for dermed at tegne deres egen historie i smuk opbyggelighed. Det er derfor bekymrende, at den liberale trend, som præger en fjerdel af yngre vælgere, står til at undergrave det danske samfund, som vi hidtil har kendt. En uheldig transformation.
Et håb kunne være, at mere yderligtgående økonomisk-liberale samfund som f.eks. USA i disse år gennemgår en stor demokratisk krise, hvorfor danske vælgere forhåbentligt vil vågne op til dåd og forsvare danske velfærdsidéer og vigtigst af alt: ikke tage dem for givet.