Ældrerevolutionen, der udeblev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der var ellers lagt i kakkelovnen til noget af en premiere på ældrerevolutionen på plejehjemmet i Kolding. En spindoktorisk genistreg at stable sikkerhedsvagter, politikere og et hav af journalister på benene på en ellers fredelig tirsdag i januar i Jylland. At de ældre beboere formodentligt er efterladt i noget, der nærme sig granatchok, er så en helt anden sag. De havde vel et valg …

Regeringens udspil til en ny ældrelov skulle være noget nyt og noget, der ville kunne mærkes helt ud i de fjerneste dagligstuer. Ja, kort sagt et festfyrværkeri af imødekommenhed og forståelse for de ældre menneskers livssituation i dagens Danmark.

Desværre blev det mere en genudsendelse af ”Luksusfælden” med masser af fornægtelse og berøringsangst og masser af overforbrug, ikke af smøger, cola og lottokuponer, men af flotte ord som »frisættelse«, »medbestemmelse« og »medinddragelse« garneret med hjerteskærende beskrivelser af politikernes plejehjemsbesøg. Fundamentet for at have »gjort sig umage« for nu at citere ældreministeren.

Der tales helhedspleje, men helhed uden sygepleje. Ordet ”helhedspleje” får dermed en noget anden lyd eller rettere mislyd. Og videre med store ord om lovning på faste teams, som skal sikre langt færre fremmede medarbejdere i de ældres dagligdag. Men bare til info: Teamsene er der, problemet er, at der ikke er medarbejdere til at udfylde de faste teams – men dem kan man jo så fylde op med civilsamfundet aka frivillige …

Så skal det handle om tillid til medarbejder og ledelse. Og med et trylleslag skrotter man alle de eksisterende tilsyn og finder på noget helt nyt – det var også en vellykket øvelse, da man indførte Sundhedsplatformen! Men en beslutning, som nok vidner mere om, at KL en sen aften har været en tur i Statsministeriet og dér vundet i Ludo – for med alle de lidet flatterende tilsynsrapporter, der foreligger i Styrelsen for Patientsikkerhed, kan det kun være et drømmescenarie, at man nu får bragt den eneste kvalitetssikring på ældreplejen til endelig tavshed.

Jeg håber, hospitalerne har ryddet de medicinske senge for svært behandlingskrævende patienter, så de ældre kan komme ind med dehydrering, underernæring og forstoppelse, en direkte konsekvens af en langtidsparkeret dokumentation.

Så er der krav om tæt samspil med de pårørende og civilsamfundet. De pårørende, som allerede er tyndslidte af at passe deres kære og af at skændes med visitator om et glidestykke og en tudekop. Videre bebuder regeringen flere frivillige i ældreplejen – et smukt og filantropisk forslag, men så upassende, da de ældre, som i dag får tilkendt pleje og omsorg, er så dårlige, at det kræver fagpersonale.

Men var det mon SVM-regeringens bud på at få løst rekrutteringsproblemerne?

Slutteligt bliver den store gulvbas kørt i stilling med lovning om frisættelse. Nu er der frit valg på alle hylder, vil du vil have en tår kaffe og en snak eller et bad og have børstet tænder – du bestemmer selv! Det er jo frisættelse i højeste potens – bare ærgerligt – at det skal være et valg. Men med en sølle milliard til de 98 kommuner handler det endnu en gang om fravalg og nedskæringer.

Og til trods for sygedage, der sprænger alle skalaer kombineret med grimme eksempler på, at der ikke er styr på bl.a. ledelse, værdisætning og personale, så er det alligevel kommunerne, som fortsat står på kommandobroen.

For regeringen handler det ikke om et opgør med mange års ringe pleje og fremadrettet sikring af, at dem, som leverer den bedste pleje og omsorg, også er dem, som skal have ansvaret og dermed løse opgaven.

Desværre er vores ældre igen genstand for politisk ideologi og sikring af det parlamentariske grundlag. Og det øger ikke den ældres livskvalitet, værdighed eller tryghed, så de med sindsro kan se ind i livets vinter.