Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Medierne burde gå forrest i debatten om klimaet. Men de spiser os af med håndbold og "Løvens Hule"

Nordic Waste-skandalen dækkes stort i medierne, der straks ser en mere håndgribelig måde at angribe klimakrisen på. Når det er i egen baghave, er vi så kampklare, men generelt står flere medier svagt.

Allan Bech HansenArkitekt, København S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg kæmpede mig for nylig igennem iværksætterprogrammet ”Løvens Hule” på DRTV. Ordvalget skyldes en liden foragt over programmet og DR’s prioritering af kapitalisme-drømmen over samfundsdebatten.

Selvom programmet kan fremstå inspirerende og drømmeindgydende, sidder jeg tilbage med følelsen af, at programmet ikke skeler til virkeligheden. I princippet er det vildt at folkeliggøre en håndfuld smarte kapitalister, der har skabt en overflodstilværelse på tvivlsomt iværksætteri, midt i en global klimakrise.

I en tid, hvor forbruget skal mindskes, kan man ønske sig, at produkterne fremført for løverne i det mindste har en klar grøn agenda eller søger at komme et reelt samfundsproblem til livs (som mobilcoveret, der kan medvirke til et fald i drugging).

Løverne er tilsyneladende kun in it for the money, hvilket er svært at bebrejde dem, da det er DR’s castingvalg og programmets tilgrundlæggende præmis.

Jeg anfægter blot en vis etisk problematik ved at brande hardcore kapitalisme på moderkanalen i bedste sendetid, når man simultant og live på DR2 vender samfundets akutte udfordringer. Her forstår hovedparten af debattørerne, at forbruget skal sænkes [markant], og at klimakrisens alvor overskygger alt … også iværksætterdrømme.

Naturligvis skal DR og TV 2 som danskernes primære visuelle mediekanaler have en vis bredde i deres udbud, men prioriteringen synes skæv og fokuseret på den overfladiske underholdning.

Med deres rækkevidde burde de netop gå forrest i debatten og oplysningen om klimakrisen. P.t. er dækningen aldeles mangelfuld.

I DR’s tilfælde er der enkelte explainers, nogle hyggelige grønne opture med Thøger Kirk og sporadiske artikler på dr.dk – den 25. januar er der otte klima-katagoriserede artikler fra 2024 på dr.dk.

Er det, hvad licensen kan mønstre? TV 2’s pendant har samme artikelscore.

At nyhedsorienterede programmer momentvis vender klimaet, er forventeligt qua deres format, men hvorfor ikke have større ambitioner med mere koncentreret dækning?

Der er bred enighed om, at vi skal rykke os markant for at imødekomme klimamålene. Bør man som borger stille større krav til mediernes tilsvarende engagement i dækningen af vor tids suverænt største trussel? Absolut!

I stedet rettes fokus på en overflod af quickfixes som sportsnyheder, kendisdyrkelse, rejsetillæg m.m.

Sportsbegivenheder som “breaking news” er absurd stor. Håndboldslutrunden i Tyskland ryddede nærmest fladen på både dr.dk og tv2.dk. Et udmærket bevis på den forkerte prioritering.

I stedet er klimaengagerede journalister nødt til at iværksætte aktivistiske tiltag som #rydfladenforklimaet. Andre vidende og dygtige fagfolk sætter deres liv og karriere på standby og tyr til aktivisme, simpelthen fordi det indlysende sker foran deres øjne: Klimakrisen negligeres fra de folkevalgte, mens borgerne neutraliseres via overfladiske fyldprogrammer som ”Løvens Hule” og ”Vild med Dans”.

Man bør forvente mere af DR og TV 2, men klimakrisens alvor sælger tilsyneladende ikke så godt. Selv er jeg trofast seer af ”Debatten”, selvom programmet tit medfører mere frustration end håb; enten fordi en debattør (f.eks. Jacob Jensen) skader debatten og mulige fremskridt på det givne område, eller fordi et givet program er en genindspil(d)ning af et program fra 2018.

Med andre ord: Der er ikke sket en døjt!