Hvem gider finde sig i det? Ikke mere "kælling" på byggepladsen
Ligestilling fylder enormt meget i medierne og i politik. Men på arbejdspladserne? Der halter det gevaldigt bagefter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kan du forestille dig en gymnasielærer, der sagde: “Slå lige op på side 237, kælling.” Nej, nok ikke. Men det er desværre den mørke realitet for nogle kvindelige lærlinge på deres lærepladser. Det skal stoppe nu.
En 17-årig lærling har oplevet at blive kaldt »kælling«, »bitch« og »sæk« allerede to uger inde i sin læretid af de voksne svende, der er ansvarlige for hendes uddannelse. Og da virksomheden modtog en dom for chikanøs behandling af hende, kvitterede mesteren med: »Vi skal aldrig have en kvindelig lærling igen.«
Det er helt forrykt. Helt ærligt, så synes jeg godt, man kan stille spørgsmål ved, om en virksomhed, der bliver dømt for chikanøs behandling af en 17-årig pige, overhovedet skal have lov til at tage lærlingene. Fløjlshandskerne må af over for de virksomheder, der ikke behandler deres lærlinge ordentligt.
Fagbladet 3F har bragt historien, og det har fået ligestillingsministeren, Marie Bjerre, til tasterne for at efterlyse en kulturændring. Selv Liberal Alliances ligestillingsordfører har med flammeskrift fordømt mesteren. Og flere stemmer i på X.
Det er befriende, at der endelig kommer fokus på det her i de nationale medier. Hvordan kan dette dog ske i 2024? Et forsigtigt gæt er, at ligestillingskampen har fået fuld blus i politiske partier, mediehusene og bestyrelseslokalerne. Mens ligestillingskampen i produktionshallerne og byggepladserne langtfra har nået kogepunktet.
Unge kvindelige lærlinge har ikke nemt ved at sidde primetime i radio eller tv og fortælle om deres problemer. Derfor kan det virke overraskende og chokerende, når den slags historier kommer frem.
For mig er det desværre hverken chokerende eller overraskende, da jeg har mødt mange unge kvinder i arbejdstøjet, som har fortalt mig om lignende oplevelser.
Det er sigende, at den pågældende kvinde er blevet anonymiseret på grund af kraftige reaktioner fra lokalmiljøet i Holstebro. Så er det da klart, at det kan være ensomt i håndværkerbranchen at råbe højt om sexisme på arbejdspladsen.
Forargelse skal veksles til forandring. Meget godt bliver gjort, men generelt kan det gøres meget bedre. På den jyske erhvervsskole Herningsholm har man oprettet kvindenetværk for håndværksfaget. Her viser kvinderne, at de føler sig mindre ensomme med de udfordringer, de møder som kvinde i et mandefag. Opbakning fra skolen er enormt vigtigt. Det må vi have bredt ud.
Men inden må virksomhederne også forpligtes til at tage ansvar for de ordentlige rammer for kvinder. Tro mig – det er muligt – også uden at dræbe den ligefremme og umiddelbare håndværkerjargon. Den sætter jeg selv enormt stor pris på. Men virksomhederne skal sætte fokus på den grove tone.
Jeg oplever faktisk, at de kvinder, der i dag vælger at blive håndværkere, er mere dedikerede og ofte dygtigere end de mænd, de går på skole med, fordi de skal stå imod flere fordomme, end de skal, og derfor arbejder hårdere for at bevise deres værd.
Det er ikke fair. Alle skal føle sig velkomne på arbejdet. Ellers klinger det godt nok hult, når selvsamme virksomheder skriger på arbejdskraft, hvis ikke vi sikrer, at 50 pct. af befolkningen bliver behandlet ordentligt, når de går på arbejde.
Det tror jeg er nøglen, hvis vi vil uddanne mere end 1.000 kvindelige håndværkere om året i byggebranchen.