Staten vil også bestemme her: Hvorfor må vi ikke slå dem ihjel, som selv beder om det?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alt imens de fleste danskere beskæftiger sig med jordskreddet i Randers, så skylder vi både os selv og Preisler-ægteparret at gribe den bold, det sendte op inden årsskiftet. Mariann Preisler havde gennem længere tid været uhelbredelig syg, hvorfor hun bad sin mand, Ebbe, om at slå hende ihjel. Derfor er Ebbe Preisler lige nu sigtet for manddrab. Selv kalder Ebbe det for et kærlighedsdrab. Andre vil nok bare kalde det for aktiv dødshjælp.

Drabet på Mariann Preisler efterlader os med spørgsmålet: Er Ebbe Preisler en skurk eller en helt? I diskussionen om aktiv dødshjælp tenderer vi nemlig til at have fokus på, om et menneske overhovedet bør modtage aktiv dødshjælp eller ej, i stedet for at spørge: Hvorfor må man ikke slå dem ihjel, som selv beder om det?

Diskussionen om aktiv dødshjælp er dermed forfejlet og kommer ofte til at udspringe fra et enkelt sygdomstilfælde, hvor man tvinges til at forholde sig til, hvorvidt et enkelt individ er berettiget til at blive aflivet eller ej?

Derfor kommer vi hurtigt til at spørge: Hvornår er aktiv dødshjælp begrundet, i stedet for at spørge, hvorfor er aktiv dødshjælp ikke tilladt?

Umiddelbart mindes jeg ikke, at vi på noget tidspunkt har indgået en samfundskontrakt med staten, hvori der står, at vi som individer ikke selv må slutte vores eget liv. Et sådant forbud findes vist heller ikke i grundloven, så hvorfor er der et forbud mod aktiv dødshjælp?

I oktober 2023 gentog Det Etiske Råd sin anbefaling om ikke at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Dets begrundelse er, at der er for meget på spil i vores grundlæggende menneskesyn til, at man kan forsvare aktiv dødshjælp – en anbefaling, som mange politikere vælger at læne sig op ad.

Men et råd er netop kun et råd og ikke faktisk lovgivning. Samtidig giver Det Etiske Råd selv udtryk for, at der i dag er opstået et helt andet vidensgrundlag til at behandle emnet end tidligere. Den udvikling fortsætter og giver mennesket andre muligheder for at slå sig selv ihjel end tidligere.

Står du i en situation, hvor du er uhelbredelig syg, skal du efter min mening have mulighed for med aktiv dødshjælp at tage dit eget liv. Alt andet er uværdigt og mangel på respekt og anerkendelse over for den borger, som spørger om hjælp. Når staten siger nej, så umyndiggør den dig som et selvstændigt menneske, mens den tydeliggør magtrelationen mellem borgeren og staten.

Individet i Danmark er udfordret af, at staten har bundet mennesket fast i velfærdssystemets normgivende rædselskabinet. Borgerne er blevet statens ejendom, og den bestemmer suverænt, hvornår vi må dø, hvilket er en ydmygelse. Derfor er forbuddet mod aktiv dødshjælp også statens ultimative magtdemonstration, hvor man ikke anerkender individets frie vilje, autonomi eller evne til at tage ansvar for sit eget liv. Men deri befinder statens udfordring sig også og dermed vores begrænsning.

Menneskets frihed er uantastelig, og døden som mulighed er frihed. Derfor skal staten ikke blande sig i det rent personlige valg, det er selv at ville slutte sit liv. Heller ikke, når en borger beder om hjælp til at slutte sit liv, skal staten tage den mulighed fra borgeren. Døden som mulighed handler om frihed, og hvorfor må vi ikke få den? Hvad får staten ud af at holde sagesløse mennesker fanget i terminale, smertefulde sygdomsforløb?

Først når aktiv dødshjælp bliver tilladt, så har staten skabt et samfund, som vi kan leve i. Muligheden for at få hjælp til at slå sig selv ihjel viser, at staten har tillid og tiltro til, at vi kan træffe de rigtige valg, både for os selv og for andre – alt andet illustrerer en stat, som ikke værner om den personlige frihed eller tror på, at vi er i stand til at tænke for os selv.