Jylland og Fyn skal ikke ofres i regeringens universitetsreform

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skiftende regeringer har flyttet uddannelser og statslige arbejdspladser for at modvirke, at Danmark blev trukket skævt.

Og senest har SVM-regeringen lovet at kæmpe for »et Danmark i geografisk balance«. Sådan lyder det i alt fald i regeringsgrundlaget.

I de kommende måneder får vi en lakmustest på, om regeringen vil stå ved et af sine markante løfter til vælgerne.

På Christiansborg har man besluttet sig for at skære på antallet af pladser på kandidatuddannelserne på landets otte universiteter. Det skete i forliget om en reform af universitetsuddannelserne. Men hvor skal der så skæres? København eller resten af landet? Det skal partierne beslutte i de kommende måneder.

Der skal findes en balance. Vi er glade for, at den politiske aftale indeholder en ambition om uddannelser i hele landet. Det er fornuftigt.

Men det vækker i den grad bekymring, når Københavns Uddannelsesråd foreslår, at universiteterne i København friholdes for beskæring på kandidatuddannelserne, fordi hovedstaden er »Danmarks vækstmotor«. Det vil i praksis betyde, at reduktionen skal ske i Odense, Aarhus og Aalborg.

Og det vil jo netop trække Danmark skævt stik imod regeringens intentioner.

Vi repræsenterer tilsammen 800.000 danskere i vores tre kommuner. Vi uddanner hvert år kandidater til tre regioner med mere end 3 mio. indbyggere. Derfor kan vi ikke leve med at koncentrere uddannelserne og de højtuddannede specialister i hovedstadsområdet.

Udfordringen er nemlig, at kandidater, der er uddannet i København, bliver i København. 95 pct. af dimittenderne fra CBS og ITU får job i hovedstaden, mens det for DTU’s dimittender er 89 pct.

Omvendt, når vi uddanner kandidater i Aarhus, Aalborg og Odense. De er mobile og flytter rundt i hele Danmark. Kun omtrent halvdelen bliver i hjemstavnen. Det betyder, at hvis vi skal have læger, ingeniører, økonomer og jurister på Fyn og i Jylland, så skal de også uddannes i Aalborg, Odense og Aarhus.

Tallene dokumenterer altså, at der er meget længere fra København til Jylland end den anden vej. Det er derfor helt afgørende, at udvalgte institutioner i hovedstaden ikke trækker frinummer i reduktionen af fremtidens uddannelser.

Hvis vi fortsat skal bidrage til økonomisk udvikling i hele Danmark, så har vi brug for højtuddannede specialister med en universitetsuddannelse. Vi ved fra talrige undersøgelser, at produktiviteten og værdiskabelsen i snit er større i de virksomheder, der har ansat højtuddannet arbejdskraft.

Universiteterne er en del af det samlede økosystem med arbejdspladser, kulturtilbud, uddannelsesmuligheder og lægedækning, der gør det attraktivt at bosætte sig i alle dele af landet.

Hvis der skæres hårdt på Fyn og i Jylland, så vil det ikke kun koste arbejdspladser, men også betyde, at det bliver mindre attraktivt at bo og skabe familie uden for København.

Der skal være lige muligheder for udvikling i alle dele af Danmark, og det skal tænkes ind i reformen. Det skal regeringen og partierne bag reformen huske, når reformen skal udmøntes.

Regeringen kalder fri og lige adgang til uddannelse for en grundsten i det danske velfærdssamfund. Det er vi enige i. Og det gælder selvfølgelig i hele landet.

Så den praktiske udformning af kandidatreformen bliver en prøve på, om SVM-regeringen vil leve op til regeringsgrundlagets fine ord om, at den »vil modvirke centralisering og fastholde, at det har værdi i sig selv, at der i alle dele af landet er velfærdsinstitutioner, et levende erhvervsliv og arbejdspladser«.

Vi håber, at regeringen holder fast i regeringsgrundlagets vigtige ord om et land i balance.