Urimeligt at tørre ansvaret af på en aktionær

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Manden, der er udråbt som den store syndebuk i miljøskandalen i Ølst, Torben Østergaard-Nielsen, er ifølge oplysninger, der kan findes i Erhvervsstyrelsens cvr-register, først 15/7 2021 blevet reel ejer i selskabet med en ejerandel på 12,4 pct. 13/9 2022 steg ejerandelen til 17,7 pct., og først 23/5 sidste år steg hans og hans døtres ejerandel til 75,5 pct., altså længe efter at de forhold, der er skyld i miljøkatastrofen, blev grundlagt efter godkendelse af miljømyndighederne.

For mig virker det nærmest, som om lokalpolitikere godt støttet af populistiske landspolitikere og mikrofonholdende journalister forsøger at tørre regningen af på en aktionær, der ikke har egen skyld i katastrofen, blot fordi han er formuende. Gad vide, om det samme krav ville være blevet rejst, hvis der blandt aktionærerne havde været en pensionskasse?

Hvis der ansvarsmæssigt måtte være nogen at komme efter, må det være hos den daglige ledelse eller bestyrelsen, hvis de vel at mærke har gjort noget galt, f.eks. at den mod bedre viden vidste, at myndighedernes godkendelser hvilede på et forkert grundlag, eller hvis den bevist overtrådte betingelserne i miljøgodkendelserne.

I det senest offentliggjorte årsregnskab april 2023 for moderselskabet, Freya, fremgår det i øvrigt, at man så sent som i 2022 havde fået myndighedernes godkendelse til at udvide produktionsfaciliteterne i Ølst ganske betydeligt.

Forurenerne betaler, bliver der igen og igen sagt. Men det er ikke Nordic Waste, der forurener jorden. De renser den jord, som alle vi andre her i samfundet har forurenet, og ikke mindst den jord, der som følge af visse politikeres panikagtige handling er blevet forurenet af nedgravede mink.

Det er ikke det samme som, at miljøkatastrofen ikke er en katastrofe for de borgere, der bliver berørt, men det må være en fælles opgave at løse det problem og ikke en enkelt persons, blot fordi han måske har midlerne til at betale.