Koranloven har skaffet os nogle tvivlsomme venner
Ikke alene er koranloven udtryk for lovsjusk – den er også uværdig i et demokratisk, kristent land.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har med tvivlsomme argumenter påført Danmark en gruppe af ”såkaldte” venner, f.eks. Rusland og en række islamiske lande. Det er den tvivlsomme koranlov, der er problemet.
Den meget respekterede debattør Nina Palesa Bonde kritiserer i stærke vendinger ikke blot udenrigsministeren, men også statsministeren for valget af nye ”venner”. Hun kalder koranloven for et knæfald for islamismen og et øksehug mod ytringsfriheden.
Og det må hun om nogen vide, eftersom hun er formand for Dommerfuldmægtigforeningen og tilknyttet Københavns Byret. Hun mener, den herostratiske koranlov i virkeligheden er udtryk for lovsjusk, idet man i tilblivelsen af loven ikke har lyttet til den juridiske sagkundskab.
Nina Palesa Bonde trækker en parallel til knivloven, hvor dommerne gang på gang skal håndtere en lov, der er resultatet af et politisk skrivebordsarbejde, som ikke forholder sig til virkeligheden. Hun mener, at koranloven vil blive nøjagtigt det samme – at retten skal dømme i ikke klart definerede ”lovovertrædelser”.
Med landets nye ”venner” har udenrigs- og statsministeren bragt Danmark i en meget dubiøs situation. Koranloven sikrer ifølge udenrigsministeren, at han kan færdes uantastet i de mørkeste islamiske diktaturer. Til gengæld er vores ven par excellence, USA, absolut ikke begejstret for det kompromis med de grundlovssikrede rettigheder, koranloven er udtryk for. Det er naturligvis ytringsfriheden, der er tale om.
Det er tankevækkende, at Koranen nu i virkeligheden har forrang for Bibelen i et kristent land. Der er mange eksempler på, at Bibelen på den ene eller anden måde er blevet forhånet, bl.a. Jens Jørgen Thorsen gjorde, hvad han kunne. Aldrig har det været nødvendigt at lave en ”bibellov”. Det må vel være, at fordi vi kristne ikke tilnærmelsesvis er så voldsparate som muslimerne.
Nina Palesa Bonde påpeger helt berettiget, at det fremover bliver politiet og domstolene, der skal fastsætte, hvad ”utilbørlig behandling” af religiøse skrifter eller genstande er. Ikke alene er koranloven udtryk for lovsjusk – den er også uværdig i et demokratisk, kristent land. Et sådant knæfald for de mørke muslimske kræfter er unægtelig en ubehagelig fremtidsversion for Danmark.