Hvis det er en religionskrig for Hamas, er teologiske spørgsmål på sin plads

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Selvom det også sker officielt i Israel, kan jødernes “ret” til deres land ikke legitimeres med legender om patriarker og kongesagn i Det Gamle Testamente. Historiekonstruktionen i disse helligskrifter er litterær og religiøs – tendentiøs må vi sige – og ikke videnskabeligt troværdig. Det må anses for både et historisk og teologisk faktum.

Al religion er menneskelig refleksion. Det er billederne af Gud derfor også. Der er imidlertid ingen tvivl om, at kristne tror på den samme gud som jøderne, fordi troen er på jøden Jesus, der kaldte sin gud for “Faderen”.

Kirken tilbeder imidlertid den treenige gud. Dette betyder blot ikke, at jøderne har en “anden gud”, men at kristne vover at bekende en anden åbenbaring af den samme gud. Det beskrives f.eks. i Johannesevangeliet som Ordets inkarnation. Op igennem kirkens historie har læren om treenigheden været det mest præcise udsagn for at indfange det kristne gudsbegrebs samlede kompleksitet.

Det Nye Testamente blev til i en overbevisning om, at Jesus og hans skæbne kastede et nyt lys over jødernes egen åbenbaring i Det Gamle Testamente. Derfor deler kirken stadig dette helligskrift med jøderne – uden behov for at lave det om.

Anderledes forholder det sig med islam. Det er – efter min bedste overbevisning – ikke den samme gud. Det, som muslimer hævder om deres gud, er ikke kompatibelt med hverken jødedommens eller kristendoms billede af Gud. Her må findes årsagen til, at der i Koranen findes så voldsomme trusler imod de vantro jøder og kristne. Deres tro er jo for muslimen en “gudsbespottelse”.

Islam kan bedre opfattes som en religion opstået i protest imod jødedom og kristendom! Den såkaldte “arianske strid”, opkaldt efter en libysk/egyptisk biskop Arius, blev ved kirkemødet i 325 afgjort, så treenighedslæren blev knæsat som ortodoks kristendom.

Den arianske modstand herimod overlevede imidlertid som forvist kætteri i nogle århundreder, indtil Muhammed fik sine åbenbaringer, der ligesom Arius afviste Jesus som Guds søn. Til gengæld betød det også, at det litterære stof i jøders og de kristnes bibel kun eklektisk kunne anvendes i den nye religiøse og litterære konstruktion.

At kristne og jøder har et teologisk fællesskab, er derfor uden for al tvivl. At islam som monoteistisk bogreligion og “børn af Abrahams hus” også skulle have den samme gud, har imidlertid på ingen måde samme selvfølgelighed. Det må snarere anses for en i høj grad politisk tilsnigelse fremfor en teologisk afgørelse!

At den kristne kirke må bekende sig til en særlig solidaritet med jøderne, skyldes taknemmelig anerkendelse af den teologiske inspiration, man er fælles om, men kan naturligvis ikke bestå i tilslutning til historieforfalskningen i Det Gamle Testamente. Som teolog kan man imidlertid godt stille nogle berettigede spørgsmål i lyset af den aktuelle konflikt i Gaza og Palæstina, selvom svarene måske ligger ligefor.

1) Hvis vi ser bort fra den sekulariserede folkeret om, hvem der har ret til at være et bestemt sted, hvor de har boet i generationer – kan man så hævde, at “det forjættede land” har samme teologiske betydning i den muslimske og den jødiske tro?

2) Den ultimative vision eller utopi for universel fred (shalom/salam) mellem folkeslagene – er den i jødedom og islam virkelig båret af den samme ånd, hvis man læser de mange digte f.eks. hos profeterne om »at sværd skal smedes om til plovjern«?

3) Det er en kendsgerning, at israelske arabere kæmper imod Hamas. Der er nemlig større medmenneskelig velvilje i Israel til at integrere palæstinensere, der accepterer demokratiske spilleregler, end der i de omgivende muslimske lande er til at modtage flygtninge fra Gaza – hvordan kan det være, at hverken Egypten eller Jordan ønsker at modtage palæstinensere som medborgere i deres lande?