Vi svigter de ældre, når vi driver dem til selvmord

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det offentlige sundhedsvæsen i Danmark er noget, vi praler rigtig meget af rundtom i verden, men til trods for hvor stor en kærlighed jeg nærer til vores land, ser jeg netop sundhedsvæsenet, og særligt ældreplejen, som noget, vi alle bør skamme os over.

Til trods for gentagende ”afsløringer” i medierne af, hvor grelt det står til, til trods for gentagende opråb fra personale, pårørende og de ældre selv og ja selv til trods for selvmordsforsøg fra de ældre sker der ingenting politisk. Svigtet fortsætter, som om de ældre – vores bedste- og oldeforældre og de mennesker, der har været med til at bygge det samfund, vi har i dag – slet intet betyder og sagtens kan lide lidt længere.

Tro mig, jeg er dyb modstander af forhastede politiske beslutninger og tiltag. Jeg tror fuldt og fast på, at det skal gøres roligt og med eftertanke. Men på ældreområdet går det ikke roligt – det er gået i stå. Man kan ikke kalde en reform af ældreområdet forhastet længere, for den er langt over fristen.

Det er uhyggeligt at høre, når folk siger, de hellere vil dø end komme på plejehjem. Det er endnu værre, når folk på plejehjem tager livet af sig selv. Det burde vise ud over enhver tvivl, at det, vi lige nu tilbyder vores ældre medborgere, ikke bare er langt under standarden, men decideret uværdigt og umenneskeligt.

At rette helt op på problemerne vil kræve en gennemgående forandring i, hvordan vi tænker velfærd i Danmark. Det hverken kan eller skal vi nå lige nu. Der er dog ting, vi straks kan og bør sætte i værk.

Vi skal skabe større konkurrence på ældreområdet, der giver incitament til at yde den bedst mulige service, samtidig skal servicen forankres nært og tæt på borgerne, som skal have langt større indflydelse. En sådan nær ældrepleje kan, ud over det ansatte faglige personale, også nyde gavn af frivillige kræfter, hvilket vi derfor bør understøtte.

Tænk jer et Danmark, hvor vores ældrepleje forankres i lokalområderne, og de lokale tager medansvar for at passe på deres medborgere. Besøgs- og venneordninger, inddragelse i lokale aktiviteter og arrangementer og lignende kan give lige netop den livsglæde, der ellers kan mangle, når man når en alder, hvor de fleste, desværre, ser én som klient i et system eller værre endnu som en byrde.

Det kræver derfor også et grundlæggende opgør med både den socialistiske og den liberalistiske tankegang. Hvad end borgere ses som pengemaskiner, der skal levere skattekroner til velfærdsstaten eller profit til aktionærerne, vil de ældre tabe på den. Vi er nødt til at se værdien i det enkelte menneske og værdien i at skabe forudsætningerne for et godt og værdigt liv, også i alderdommen, til alle.

Selvom jeg kan se alt det sympatiske i aktiv dødshjælp, er det for mig ikke andet end symptombehandling, hvor man fjerner borgerne fra velfærdssystemet i stedet for at gøre det værd at leve i. Jeg har også min frygt for, at det bliver anvendt som en spareøvelse, hvor man kan gøre sig fri af de mest besværlige og dyre. Sådan må og skal det aldrig blive.

Der skal leveres en service af så høj kvalitet, at ingen overvejer, om livet længere er værd at leve. Så længe vi ikke gør det, er vores ældrepleje, sundhedsvæsen og hele velfærdsstaten blot en skamplet på vores ellers fantastiske land.