Uden skattefinansieret skolemad klinger fortællingen om den fælles skole hult

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bankfunktionærens datter og rengøringsarbejderens søn, sidemakkere i det samme klasseværelse. Dette billede står for mange som visionen bag den fælles folkeskole. At vi i de formative år kan muliggøre mødet på tværs af samfundslag og sociale skel. Komme hinanden ved. Lære fra, ad og med hinanden. Det er en god drøm, både for et sammenhængende samfund og for et individ, hvis verden ikke begynder og ender med sig selv.

I den folkeskole, vi har i dag, er den drøm dog langtfra realiseret. Vi ser klassebaserede kløfter krybe ind i klasseværelset, vokse sig store og skabe afstand mellem mennesker. Særligt ét sted er denne ulighed soleklar: i madpakken.

I Danmark har vi undervisningspligt i 10 år. I løbet af det årti, hvor vi kræver, at alle skal have opholdt sig på skolebænken, så kommer der til at sidde flere børn med knurrende maver og med mindre læring og lavere trivsel til følge – alene af den grund, at deres forældre ikke har overskuddet til at give dem en ordentlig madpakke med. Forskningen slår fast, at skattefinansieret skolemad kan gøre en seriøs forskel på de her parametre og udligne de store forskelle, man ser i folkeskolen den dag i dag.

Man lærer mindre, har det værre og sakker længere bagud, hvis man ikke kan få ordentlig mad hver dag. Det er et faktum. Man kan ikke præstere det samme, og den læring, der på papiret er lige adgang til, kommer til at afhængige af, om ens forældre er bankfunktionære eller rengøringsarbejdere. Det er meget langt fra den universalisme, vi er så pavestolte af her til lands.

Det er ikke en utopi at forsyne denne fornødenhed. Det kan sagtens lade sig gøre. I Sverige har det været en fast del af deres folkeskole i omkring 50 år. Danmark er et af bare tre lande i Europa, hvor der ikke er nogen form for skattebetalt alternativ til den dyre kantinemad eller madpakken hjemmefra – og vi er et af kontinentets rigeste lande vel at mærke. Vi har råd til at gøre det her. Vi har på mange måder ikke råd til at lade være. Ellers løber vi fra det løfte, vi har givet hinanden.

Uligheden er steget i Danmark. Afstandene er blevet større imellem os, lighederne endnu mindre. I den skole, vi alle sammen skal gå i, kan det simpelthen ikke være rigtigt, at så meget som én enkelt elev skal holdes tilbage på grund af økonomiske omstændigheder. Retten til læring er uadskillelig fra retten til næring.