Ny EU-asylpagt løser ikke det største problem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er sympatisk og godt, at EU-landene nu har indgået en aftale efter flere års uklarhed om, hvordan EU på en samlet og ordentlig måde håndterer migration- og asylproblematikken.

Men nogen effektiv løsning er der dog ikke tale om. Den største udfordring henstår nemlig uløst: Ifølge EU’s egne tal er realiteten sådan, at 82 pct. af de asylanter, der har fået afvist deres asylansøgning, forbliver i Europa, hvor asylbehandlingen er foregået – bl.a. fordi de ikke med tvang kan sendes tilbage til hjemlandet, som afviser at modtage dem. De fleste asylanter kommer fra det afrikanske kontinent. Og med den voldsomme befolkningstilvækst i Afrika de kommende år må vi forudse, at strømmen med kurs mod de europæiske grænser vil vokse dramatisk.

År til dato har 355.000 asylanter taget turen til Europa og søgt asyl. Og EU-landene kan ikke ligefrem bryste sig af en vellykket integration af legale og illegale migranter. Det er på alle måder og for alle parter en ulykkelig situation. Modellen med EU-landenes fælles asylcentre ved EU’s ydre grænser, som den nye EU-asylpagt anviser, kommer ikke til at virke efter hensigten, fordi fire af fem afviste asylanter bliver hængende i Europa. Hertil kommer, at migrations-trafikken over Middelhavet vil fortsætte, og at alt for mange mennesker fortsat vil miste livet, når de prøver at krydse havet for at blive asylbehandlet i det forjættede Europa.

Den mindst ringe løsning vil derfor være, at EU opprioriterer samarbejdet med Afrika, hvor langt de fleste asylsøgere kommer fra. Et EU-partnerskab med afrikanske lande skal indeholde kombinationen af en målrettet investeringsplan i de afrikanske partnerskabs-lande og en aftale med disse lande om, at al asylbehandling varetages af disse lande for EU-landene.

EU finansierer asylbehandlingscentrene og uddanner ledelse og medarbejdere i centrene til at løse opgaven i overensstemmelse med menneskerettighederne og lovgivningen i de lande, hvor der søges asyl.

Ved at indgå et sådant partnerskab viser EU de afrikanske partnerlande tillid og tilbyder en afbalanceret samhandels- og samarbejdsmulighed. Ikke nødvendigvis en billig løsning for EU-landene, men til gengæld en menneskelig løsning, der bidrager til økonomisk udvikling i partnerskabslandene, reducerer tab af menneskeliv på Middelhavet og fjerner forretningsgrundlaget for menneskesmuglerne.

Som situationen har udviklet sig, bør en sådan partnerskabsmodel være det næste mål i EU-landenes indsats for at finde en løsning på problemet med den tiltagende og ulykkelige asylanttrafik fra syd mod nord over Middelhavet og denne trafiks trussel mod stabilitet og sammenhængskraft i Europa.