Klimaaftaler er åbenbart altid den laveste fællesnævner for, hvad alle lande kan blive enige om

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter afslutningen af COP28 har der været flere forsøg på at konkludere, om vi skal betragte den afsluttende aftale som anledning til at finde kleenex eller champagne frem. Min påstand er, at der er mere grund til at grine end at græde, men at det står klart, hvor den store faldgrube er.

Min første grund til optimisme starter med et lille tilbageblik: Efter COP27 i 2022 stod det klart for mig, at industri- og finanssektorerne bevægede sig hurtigere end politikerne i retning mod bæredygtige løsninger. I dag, efter COP28 i Dubai, ser vi et skift, hvor politikere forsøger at indhente denne udvikling.

Eftersom selve COP-aftalen altid er et udtryk for den laveste fællesnævner for, hvad alle lande kan blive enige om, synes jeg, vi skal fejre det som en sejr, at intentionerne er de rigtige. Den globale politiske konsensus peger i den rigtige retning, og det skaber potentiale for den grønne omstilling.

Der står nu f.eks. eksplicit i aftalen, at vi skal bevæge os væk fra fossile brændsler og hen mod mere vedvarende energi og højere energieffektivitet. At aftalen derudover indikerer en bestræbelse på at implementere nye finansieringsmodeller og en retfærdig behandling af dem, der er mest påvirket af klimaforandringer, er endnu en grund til at hæve glasset.

Især to faktorer betyder, at tempoet for grøn omstilling lige nu øges: For det første gør energikrisen og det øgede fokus på forsyningssikkerhed i Europa det stadig nødvendigt at finde nye kilder til energi. For det andet presses Europa til stadighed af USA’s Inflation Reduction Act, der fremmer og understøtter amerikansk fremstilling af vedvarende energi, grøn brint og grøn produktion. Konkurrencen herfra har blandt andet været med til at fremskynde en ny europæisk green deal, der skal fremme tempoet i den grønne omstilling i Europa. Teknologikatalysatorer som os i Greenlab har brug for, at omstillingen accelereres, så vi får mulighed for at teste endnu flere grønne løsninger af i stor skala.

Deltagere ved COP28 viste en stigende interesse for cirkulære energisystemer og en integreret tilgang til grøn energi. Det signalerer, at man begynder at forstå kompleksiteten i energiomstillingen og vigtigheden af at tænke i energi som et hele i stedet for noget, der er opdelt i siloer. Vi skal ikke kun tænke i vedvarende energiproduktion – vi skal også tænke i, hvordan den grønne energi anvendes, konverteres og bruges på nye måder i industrien. Det vil sige, at industrien ikke blot skal bruge grøn energi i sin produktion, men også tænke i, hvad der skal ske med dens overskudsvarme og restprodukter. Den forståelse er ved at bundfælde sig hos de store aktører, og det kan blive skelsættende.

De politiske systemer er i bevægelse, men hvis der ikke kommer mere fart på, når vi det ikke. Vi skal i Danmark forstå, at vi står over for en global konkurrence om teknologi, opskalering og job.

I USA er overskriften ”bring manufacturing home”, og i Tyskland, Frankrig og Storbritannien er der startet statsprogrammer til acceleration af grønne løsninger. De giver Danmark baghjul lige nu.

Vores anbefaling er, at politikerne går pragmatisk til værks. Lovgivning og regulativer er de mest effektive håndtag, vi har at skrue på, vi skal omstille os til nye tider, og det kræver politisk håndværk i et hidtil uset tempo. Forandringen skal skabes systemisk for at kunne flytte nok. Danmarks erfaringer med grøn energi, cirkulær økonomi og bæredygtig udvikling placerer os i en unik position til at være foregangsland for nye teknologier og industriklynger – et eksporteventyr, der kan overgå vindindustriens. Lad os tage den mulighed og det ansvar på os.