Centralisering af sundhedsvæsenet er håbløst: Magter Danske Regioner overhovedet sin opgave?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regionernes seneste to udspil om det danske sundhedsvæsen er ganske foruroligende. 1: Regionernes formand, Anders Kühnau, mener, at hele sundhedsvæsenet bør bestyres af regionerne. 2: Regionsrådsformand Heino Knudsen foreslår, at der etableres et centralt, landsdækkende kontor for henvendelse til sundhedsvæsenet.

Initiativerne varsler ilde for det danske sundhedsvæsen set i lyset af de mange møgsager, regionerne har kunnet fremvise i de forløbne år.

Resultatet af regionernes nye forslag vil blive yderligere centralisering og bureaukratisering. Formålet siges at være, at der sikres lige adgang til sundhedsvæsenet i hele landet – resultatet vil blive det modsatte: at alle sikres en mere besværlig tilgang til sundhedsydelser.

Vi vil få en flok telefonpassere, der ikke kan løse problemer med blot henvise til dem, der reelt kan hjælpe. At bruge det dysfunktionelle 1813 som model for noget landsdækkende er direkte hånligt.

Vi har i dag en almen praksis-sektor, der fungerer beundringsværdigt godt med mulighed for tæt kontakt mellem den enkelte patient og lægen. Regionerne har i deres 16-årige levetid vanrøgtet opgaven med at styre denne sektor, som derfor trænger til justering og opgradering. I stedet for dette planlægger regionerne nu næste skridt, som betyder, at alle ansatte i lægeklinikkerne så at sige får håndjern på og skal styres på alle leder og kanter ned til mindste detalje. Det er oprørende, at nogen kan tro, at man får noget godt ud af så megen tvang og styring.

Regionernes forslag om at tvinge alle praktiserende læger til at underskrive en kontrakt med regionen indeholdende en række basisopgaver virker direkte truende, når man i næste sætning kan sige: »Opsigelse af ydernumre og sanktionering af praktiserende læger bør være en regional kompetence.«

Fra at være tilhænger af at bevare regionerne ser jeg nu regionerne som en direkte trussel mod sundhedsvæsenet – specielt hvis de får magt til at gøre, som de agter. At man seriøst kan bringe sådanne forslag i spil, tyder på mangel på dømmekraft. Jeg har selv været ansat i Region Midt i mange år og været vidne til, hvad dårlig ledelse kan føre til. Lad mig blot fra Aarhus Universitetshospital (AUH) nævne amputationssagen og tarmkræftskandalen som eksempler.

Region Midt har gennem årene skilt sig af med ganske mange ledere på regionens hospitaler, indtil regionens øverste direktør blev fyret i maj 2022 som følge af dårlig ledelse. Senest blev to af AUH’s tre direktører fritstillet med øjeblikkelig virkning på baggrund af tarmkræftskandalen – altså også dårlig ledelse.

Lad mig sige det kort: Regionernes ledelse af det danske sundhedsvæsen trænger til en gevaldig kursjustering. Det patientnære bør bevares og opprioriteres – regionernes nuværende og planlagte kurs er udtryk for det stik modsatte: mere dårlig ledelse, mere bureaukrati, mere kontrol, mere tvang.

Diagnostik og behandling af sygdomme er systemets kerneydelser, og den danske almen praksis-sektor er hovedhjørnestenen heri. At binde hele denne sektor med en sværm af nye opgaver med underskrevne kontrakter med eksplicit trussel om repressalier og fyring vil være dybt skadeligt. Regionerne kan hurtigt blive fortid, hvis de får magt, som de nu har agt – mere bureaukrati og tvang er ikke vejen frem.