Borgerne – det billige skidt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Glem ordet ”politikerlede”. I anledningen af regeringens etårs fødselsdag skal vi lære et nyt ord – ”borgerlede”.

Den har med lynets hast eroderet vores tillid til Folketinget, fordi danske politikere med al tydelighed viser, at de faktisk ikke gider borgerne på samme måde, som vi heller ikke gider dem.

Når den ene politiker efter den anden, uanset politisk parti og resort, giver borgerne den lange finger, hvilket ikke skal forstås på den måde, at det frembringer en vis kilden i underlivet, men derimod, at politikerne med deres finger signalisere, at de er pisseligeglade med os og er i politik for deres egen vindings skyld, så er der tale om borgerlede.

Borgerleden kommer til udtryk lige fra SF, som nu støtter regeringen i, hvordan FE-sagen skal undersøges, til Venstre, som ikke længere vil undersøge minksagen, eller regeringen, som selv har fremsat et lovforslag om et koranforbud, hvor den end ikke har anstændighed til at møde op selv.

Den lovgivende magt forvaltes af mennesker, som løber fra deres idealer, fordi de er magtliderlige og sælger ud af deres værdier for at beholde deres levebrød. De kan ikke andet end politik og kæmper med næb og kløer for at beholde deres plads i Folketinget. Mest af alt, fordi de ser det som et nulsumsspil. Derfor kalder de også deres partifælder for frenemies, et ord sammensat af friend og enemy.

Dansk politik er nærmest blevet absurd – ja, tragikomisk og foregår i en parallelverden, hvor folkevalgte politikere måler, vejer og driller hinanden, fordi de reelt set ikke er andet end røvhuller, der spænder ben for hinanden. I al sin enkelhed forklarer det også, hvorfor vi ikke ser flere erhvervsfolk i politik, som Rasmus Jarlov hævder ikke egner sig til politik!

Da erhvervskvinden Mia Wagner valgte at træde tilbage fra politik, må vi også tolke det som, at hun blev mødt med det krav at skulle skrue ned for sine egne idealer og træde i karakter for partiet Venstre. Mia var som bekendt varm fortaler for kønskvoter, men det er Venstre ikke, og dermed måtte hun jo sadle om. Men i den proces begik idealisten Mia jo også et overgreb på sig selv, og det er der ikke noget menneske, som kan holde til i længden.

På et tidspunkt i mit folketingskandidatur for De Konservative spørger min kampagneleder mig, om jeg kender nogen idealister i politik. Jeg måber og siger: »Det er simpelthen en falliterklæring. Altså hvor er vi henne, hvis ikke idealister er i politik?«

Man siger, at borgerne får de politikere, de har fortjent, men har vi virkelig fortjent så lidt? Og hvad skal vi gøre for at genoprette tilliden til vores folkestyre?

Det er for nemt at sige, at partierne bare skal hjem, og at der ikke længere skal være en regering hen over midten. Nyeste måling fra Gallup viser nemlig, at partierne også har tabt deres såkaldte ”sikre vælgere”, som normalt ville stemme på dem.

Udfordringen for dansk politik ligger i selve selektionen af politikere og politikernes troværdighed. I dag er alle politikere parate til at hugge en hæl og klippe en tå for at blive i politik, og det honorerer danskerne altså ikke. Men det bekymrer ikke politikerne, da de lider af borgerlede – og deri ligger vores egentlige problem.