Fremtidssikring af velfærdssamfundet er intet eksperiment
Det er meget langt fra almindelige lønmodtageres virkelighed at tro, at rekrutteringsudfordringerne i velfærden skulle kunne løses, uden at løn og arbejdsvilkår også var en del af løsningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af vores velfærdssamfunds største udfordringer er manglen på uddannede medarbejdere. Derfor gik Socialdemokratiet til valg på at forbedre løn og arbejdsvilkår for nogle af de medarbejdergrupper i velfærden, vi har størst udfordringer med at rekruttere og fastholde.
Vi sagde, at vi ville bruge 3 mia. kr. på et ekstraordinært løft af lønnen. Og vi fremlagde syv principper for, hvordan vi ville udmønte dem i en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter. Det huede ikke Jyllands-Postens lederkollegium, der kaldte det »bestikkelse af udvalgte vælgergrupper« efter »rå afpresning«. At vi havde åbnet for en tilbagevenden til 1970’ernes »økonomiske afgrund«. »Det må virkelig undre, at finansminister Nicolai Wammen kan gå med på det stunt«, mente avisen.
Det var ikke et stunt. Jeg er stolt af, at vi gik til valg på at gøre noget ved rekrutteringsudfordringerne i velfærden, og jeg er endnu mere stolt af, at det lykkedes at indfri vores valgløfte i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det betyder helt konkret, at flere tusinde medarbejdere i velfærden får et lønløft. Fordi det er en alvorlig udfordring for vores velfærdssamfund, når vi ikke kan ansætte de social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker og pædagoger, vi har brug for.
Det er måske ikke en udfordring, man har tæt inde på livet som lederskribent i Jyllands-Posten. Men det er alvor for den ældre herre, som må vente på at blive hjulpet ud af sengen om morgenen, kvinden, som er indlagt på hospitalet, der trækker forgæves i tilkaldesnoren, og barnet i dagtilbuddet, som må vente på at blive trøstet, fordi der mangler medarbejdere. Frem mod 2035 bliver vi 190.000 flere borgere over 70 år og 60.000 flere børn under seks år. Det betyder ifølge Finansministeriet, at vi kan komme til at mangle yderligere op mod 5.000 pædagoger og 17.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i 2035.
Det ville da først være et »kostbart eksperiment« og et »stunt«, hvis vi med de udsigter havde valgt ikke at gøre noget for at adressere udfordringerne. Det bliver i hvert fald ikke Socialdemokratiet, der sætter sig på hænderne og ser til, mens medarbejdermanglen i så bærende søjler for vores velfærdssamfund som sygehusene, plejehjemmene og i dagtilbuddene vokser os over hovedet.
I den situation er lønløftet et meget konkret og direkte svar på, hvordan man kan tage et stort skridt i retning af at løse udfordringerne med rekruttering og fastholdelse, som ellers ville få konsekvenser for kvaliteten af den velfærd, borgerne møder. Til gengæld er vi helt enige med arbejdsmarkedets parter om, at det er første og sidste gang, at vi forhandler om løn uden for de normale overenskomstforhandlinger.
Manglen på medarbejdere er ikke løst med lønløftet alene. Men det er meget langt fra almindelige lønmodtageres virkelighed at tro, at rekrutteringsudfordringerne i velfærden skulle kunne løses, uden at løn og arbejdsvilkår også var en del af løsningen.