Sygdom kan ikke behandles med struktur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det bærende fundament under demokratiet er, at en stor flok amatører vælger en lille flok amatører, der så skal tage kloge beslutninger på alles vegne.

Undertiden kan det være vanskeligt ikke at komme til at tænke på maleren Pieter Brueghel, der for mange år siden malede et billede af ”Den blinde, der leder de blinde”. Hvis man googler billedet, vil man se, hvor galt det kan gå.

Det er min opfattelse, at de største fejl og de største udgifter i sundhedsvæsenet ikke skyldes de alment praktiserende læger eller patienternes sygdomme, men politikernes ønske om styring og den deraf afledte administration. Det kræver ikke særlig god hukommelse at belægge påstanden med fakta.

Problemet er bare, at ansvaret udmøntes over for patienterne og derfor i sidste ende kommer til at ligge hos lægerne og deres hjælpepersonale, hvad enten det er på sygehus eller i praksis.

Politikerne og administrationen glider af på ansvaret, når problemerne melder sig, og når et ansvar deles mellem flere, har ingen i realiteten noget ansvar.

Politikerne taler sig fra det, og i administrationen gør de blot, hvad de får at vide, mens læger og plejepersonale sidder tilbage med problemerne og patienterne. Sygdom kan ikke bortforklares.

Ifølge en artikel i Jyllands-Posten den 11. december påtænker regionerne at fjerne befolkningens direkte adgang til deres praktiserende læge. Man skal angiveligt igennem en telefonisk visitation, før adgangen til lægen kan bevilges.

Det er direkte hensynsløst over for syge mennesker, der ikke har brug for at blive et nummer i køen. De har brug for en person, de har tillid til. En, de kender. En hjælper i nøden. En advokat i et tungt system.

Forslaget er systemtænkning af mennesker, der aldrig selv har været alvorligt syge. Og man må med det samme tænke, om systemet egentlig er til for borgerne, eller borgerne er det for systemet?

Hvis regionerne ikke har forstået det, er det på tide, at de ser på sig selv. Måske er det systemet, der er sygt?

Man behandler ikke sygdom med struktur.