Det kan godt være, det aldrig bliver til noget med Rwanda. Men noget skal der gøres

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg glemmer ikke den aften, Anders Fogh Rasmussen ringede og gjorde mig til Danmarks første europaminister og den første integrationsminister. Han ringede, mens vi sad og spillede kort i familiens skød. Vi talte om det kommende danske formandskab i EU, hvor målet var at udvide EU med 10 nye lande. Jeg var på det tidspunkt medlem af Europa-Parlamentet, og mange forventede, at jeg skulle være europaminister.

Min kone blev bleg, da det gik op for hende, at jeg også skulle være integrationsminister. Så blev det jo mig, der skulle gennemføre de lovede, kraftige stramninger i antallet af familiesammenføringer og såkaldte ”de facto-flygtninge”! – begrænsninger, som Nyrup-regeringen ikke kunne bekvemme sig til på grund af modstand i radikale og egne rækker.

De danske og udenlandske medier svælgede i historier om såkaldte brud på konventioner og påstået diskrimination. Ugentligt stod jeg skoleret i Det Internationale Pressecenter. I Nordisk Ministerråd fik jeg skældud af den svenske minister Mona Sahlin, som konsekvent beskrev mig og Danmark som fremmedfjendske for ikke at sige ondsindede.

Politiken hængte mig ud på den mest modbydelige måde i samtlige fire år, jeg var integrationsminister. Også DR TV havde en skuffe med gode historier om afslag og udvisninger, der altid kunne beskrives som dumme eller onde. Dumme, hvis der var tale om en stærk flygtning eller indvandrer, der kunne gøre nytte i samfundet. Onde, hvis den pågældende var syg eller svag. Der var altid gevinst, og jeg måtte ikke oplyse om baggrunden for afslaget. Engang sagde jeg til journalist Reimer Bo i tv’s Søndagsmagasin: »Brug da nu din gode forstand og forstå, hvad jeg siger, når jeg forklarer, at hvis vi siger ja til person X, så må vi også sige ja til alle andre, der kan bringe sig i samme situation.«

De radikale himlede op om, at jeg jo bare kunne stoppe tvangsægteskaberne og dermed familiesammenføringerne. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg ringede f.eks. til en tvangsgift, der gemte sig i Skåne, og bad hende indtrængende om at vidne imod forældrene. Men for hende var det slemt nok at miste sin familie. Hvis hun også fik dem i fængsel, ville hele hendes verden bryde sammen. Ingen ville vidne mod deres familier.

Men så en dag fik jeg besøg af den socialdemokratiske borgmester i Albertslund Finn Aaberg, der også var formand for Danmark Radio. Allerede i døren sagde han: »Bare rolig, Bertel, jeg er ikke kommet for at skælde dig ud. Tværtimod. Hvis du nu ikke gennemfører den politik, I er gået til valg på, så vil noget gå helt galt i Danmark!« Han var borgmester på Københavns Vestegn, hvor indvandringens byrder var ved at få kommunerne til at segne. Det var tydeligt, at han satte sin lid til mig og regeringen, ikke til sine partifæller.

Men jeg fik faktisk både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at stemme for det meste af udlændingepolitikken. Og ude i landet blev jeg mere populær end nogensinde. Så populær, at Anders Fogh absolut ville beholde mig – frem for at gøre mig til EU-kommissær, som mange forventede. Men jeg havde fået nok og sagde, jeg ikke ville fortsætte.

Så fik han den gode idé at gøre mig til både integrations- og udviklingsminister med ansvar for Danidas mange milliarder. Dermed blev jeg også minister for flygtninge i udviklingslandene, hvor 90 pct. af verdens flygtninge strander uden mulighed for at betale en menneskesmugler. Jeg blev derved minister for den absurditet, der fortsat lyser ud af udlændinge- og udviklingspolitikken: For hver asylansøgning, vi behandler i Danmark, kunne vi hjælpe 50 eller flere af dem, der strander i nærområderne.

Jeg var i Genève til møde med FN’s flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers, hvor jeg forelagde mine idéer om en omlægning. Det samme gjorde jeg i de to EU-ministerråd for indre anliggender og udviklingshjælp. Alle kunne se absurditeten, men hvordan kunne man komme uden om flygtningekonventionen, der jo havde det prisværdige formål at hindre gentagelse af det, der kostede mange jøder livet under nazi-regimet, hvor nabolande afviste flygtningene ved grænsen, inklusive Danmark i nogle tilfælde.

Det er det, der har inspireret både den britiske og den danske regering til ”Rwanda-modellen”, hvor asylsøgere sendes til Rwanda, mens de venter på afgørelsen. Når langt de fleste får afslag, kan de ikke længere klage i det uendelige og gemme sig i Europa, men må tage hjem, hvor de kommer fra – hvilket vil afholde andre fra at lade sig lokke af menneskesmuglere.

Det bliver måske aldrig til noget. Men med den forventede fordobling af befolkningen i Afrika de næste årtier må der nødvendigvis findes en løsning. Måske en ændring af flygtningekonventionen, så retten til asyl kun gælder ved grænser til nabolande og ikke, når der flygtes på tværs af verdensdele.