Derfor skal den væk: Viktor Orbán dikterer europæisk udenrigspolitik med vetoretten i hånden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Til årets sidste EU-topmøde i denne uge vil Ungarns premierminister, Viktor Orbán, blokere for en støttepakke til 50 mia. euro til Ukraine. Orbán, som plejer personlige relationer til krigsforbryderen Putin, har ligeledes annonceret, at han er modstander af at indlede EU-optagelsesforhandlinger med Ukraine.

Ukraine er i udpræget risiko for at gå fallit, hvis det sker. Hjælpepakken skal sammen med en marginalt større amerikansk hjælpepakke, som ligeledes hænger i en tynd politisk tråd i øjeblikket, sikre, at Ukraine forbliver solvent frem til 2027. Sker det ikke, kan Ukraine ikke købe nye våben til sit forsvar eller betale løn til offentligt ansatte, og risikoen for, at Ukraine taber krigen, vokser betragteligt.

På den måde spiller Viktor Orbán bingo med hele Europas sikkerhed. Det er ikke første gang, han har blokeret en økonomisk hjælpepakke til Ukraine, og i det hele taget har han de senere år brugt den nationale vetoret til at afpresse alle andre EU-lande i den ene sag efter den anden, ikke mindst ved afstemninger, der sigter på at svække Rusland, eksempelvis sanktionspakkerne. Stik imod al europæisk solidaritet indgik Viktor Orbán sidste år en særaftale med Gazprom om levering af 6 mio. kubikmeter ekstra naturgas fra Rusland.

Det sætter Det Europæiske Råd i en seriøs kattepine. Mens hele Europa er betingelsesløs i sin støtte til Ukraine, benytter Orbán skamløst vetoretten til at diktere en europæisk udenrigspolitik, der går mod fællesskabets ønske. For Orbán er det en stor succes. Han bader i fotografernes blitzlys og bruger fortællingen om sin kamp mod EU-systemet hjemme i Ungarn, og ingen kan tage succesen fra ham, så længe vetoretten består. Det samme gælder for Vladimir Putin, der har som strategi at skabe intern splittelse i Europa.

Det hjælper vetoretten med, og derfor bør vi fjerne den. Tanken burde ikke være fjern, for siden EU-landene gav håndslag på at udvide EU med nye medlemslande, har det stået klart, at der skal afstemningsreformer til for at få et EU med mere end 30 medlemslande til at være funktionsdygtig.

Det kræver, at EU-traktaterne åbnes, og det giver samtidig mulighed for at reformere artikel 7, der handler om overholdelse af retsstatsprincipperne. Da traktaterne i sin tid blev skrevet forud for indlemmelsen af de nye østeuropæiske medlemslande, havde ingen forestillet sig, at nogen kunne finde på at tilbagerulle demokratiet, men også det har Orbán haft ”succes” med for egen vindings skyld. Under Orbáns styre er Ungarns demokratiske institutioner gradvist blevet undermineret, og på den måde lykkes det ham at modarbejde demokratiet både inden for og uden for Europa. Det er en skandale, som udspiller sig foran øjnene på os.

Fraset Radikale Venstre og muligvis SF er ingen danske partier interesserede i at opgive vetoretten, hvilket i sig selv er påfaldende, eftersom Danmark alligevel aldrig benytter sig af sin ret til at nedlægge veto. I stedet eksisterer der en idé om, at de såkaldte passerellebestemmelser, som midlertidigt kan ændre stemmeprocedurerne, er en vej frem – men det er det ikke. Passerelle-bestemmelserne kræver også enstemmighed, og skal vi den vej, forærer vi bare Orbán endnu flere muligheder for at afpresse alle os andre.