Jeg drømmer om en hverdag uden madpakker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nogle madpakker er o.k., men jeg føler mig fjollet med disse hverdagsmadpakker.

Jeg hader det daglige arbejde med at vaske op, handle, smøre og pakke, som hurtigt tager en halv time dagligt, selvom jeg er rimelig trænet i et køkken efter 20 år som kok.

Især hader jeg dette, når jeg ved, at madpakken kommer til at ligge i en skoletaske i fire-fem timer og bliver rystet godt igennem sammen med skolesagerne. Noget mad har godt af sådanne en tur, fordi det bliver mere velsmagende og sanseligt attraktiv, men det er absolut ikke alt.

Dertil bliver jeg enormt trist, når der næsten altid kommer lidt retur, som enten skal gå i skraldespanden eller til hønsene. En undersøgelse fra skolerne, hvor tænketanken One/Third har været ude og kigge i skraldespande, tegner et billede af, at ca. 30 pct. af alle madpakker bliver ikke spist, men smidt ud.

Det er utroligt meget spild af tid, penge og ressourcer, både for mig og butikken, transporten, bogholdere, produktion, landmænd og særligt kloden som helhed.

Jeg er klar over, at madpakker er en del af vores kulturarv fra den tid, hvor industrialiseringen begyndte. I starten gik fabriksarbejderne hjem til frokost, men det tog hurtigt for meget tid, så kom madpakkerne som løsning.

Madpakkerne kunne spare noget tid og var en kærkommen lejlighed til at få lidt energi på motoren. Siden er frokosten blevet gradvist kortere, så vi kunne få spist og få tid til det vigtige.

Men mad er vigtig i sig selv. Utallige gange har jeg oplevet modige og nysgerrige børn, som smager, undersøger og forholder sig til maden. Men det kræver, at rammerne er rigtige. De øver sig på at smage mange forskellige tilberedninger af grøntsager, brød, fisk, bælgfrugter og skæve kødstykker.

Desuden forholder de sig, nogle gange, kritisk til, hvor maden kommer fra, og hvordan den er endt på deres tallerken. Alt mad kommer fra naturen, og det kan være både sjovt, sundt og udfordrende at gennemskue denne livshistorie – nogle gange.

Jeg har oplevet, hvordan andres og egne børn med stor fornøjelse har delt et måltid mad sammen med andre og styrket fællesskabet og deres sociale kompetencer.