Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi er for de fleste – over hele landet

DF-kritik af Danmarksdemokraterne er skudt forbi.

Ulrik KnudsenFolketingskandidat, (DD), Åbyhøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg kan i Jyllands-Postens debatspalter læse, at vi i Danmarksdemokraterne bliver kritiseret for at tale splittelsen op mellem land og by. Alle skal selvfølgelig have lov til at have deres meninger. Jeg vil dog alligevel tillade mig at affærdige nogle af de påstande, der bliver skrevet om mit partis politik. Om ikke andet for dem, der endnu ikke har forstået den:

Den første påstand er, at vi giver københavnerne og sjællænderne skylden for, at der er områder i Danmark, hvor man sakker bagud på områder som uddannelse, sundhed og kollektiv trafik. Det er en fejlslutning, og Inger Støjberg har da også flere gange nævnt behovet for en stærk hovedstad. For os i Danmarksdemokraterne er det ikke et spørgsmål om ”land eller by” – og derfor snakker vi med rette også om ”land og by”.

Det seneste eksempel er det særlige tilskud til udkantsgymnasier, som vi er lykkedes med at få forlænget i den kommende finanslov sammen med SF og Radikale Venstre. Det skal nemlig være til at gå på gymnasium i hele landet – også på Sjælland.

En anden påstand er, at vi prøver at gøre landsdækkende fænomener til særligt jyske. Udkantsgymnasierne er jo et eksempel på det modsatte, og det samme gælder, når vi sikrer en stormflodspulje på 125 mio. kr. til de østvendte kommuner, der blev særligt hårdt ramt af stormfloden i oktober, eller når vi foreslår at hæve puljen til kollektiv trafik.

Danmarksdemokraterne kæmper for en stram og konsekvent udlændingepolitik. Problemer med ghettoer og deraf afledt hård kriminalitet er størst for danskerne i storbyerne – men en af Danmarksdemokraternes absolut vigtigste prioriteter. Det er jo præcis det, vi mener, når vi siger, at vi skal have genskabt forbindelseslinjerne mellem land og by. Livet skal ikke være mere bøvlet, bare fordi man vælger at bo uden for de store byer.

En tredje påstand er, at vores udtryk ”for folk, som vi er flest” ikke skulle omfatte hele landet. Jeg må bare sige, at jeg møder Danmarksdemokrater fra hele landet – ligesom der til et aftenmøde i Jyllinge dukkede 230 mennesker op. Og ved valget i 2022 fik vi 35 pct. af vores stemmer uden for Jylland, ligesom vi også har byrådsmedlemmer både på Fyn, i Hvidovre, Næstved, Tårnby og en række andre steder. Vi er ikke et enten-eller-parti.