FE-sagen har brug for et værdigt punktum. Og det har danskerne også

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter de indledende drøftelser om den kommende FE-kommission står det igen klart, at vi ikke bliver klogere på hverken det odiøse sagsforløb eller årsagerne til perlerækken af fejlbeslutninger. Kunne vi have forventet mere af regeringen?

Svaret er åbenlyst nej.

Før folketingsvalget sidste år skortede det ikke på løfter om, at alle sten skulle vendes i det omfattende sagsforløb, som startede med Tilsynet for Efterretningstjenesternes (TET) sønderlemmende kritik af ledelsen i FE og dernæst S-regeringens hjemsendelser af fire FE-chefer som en konsekvens heraf. Venstre ville især have sine vælgere til at forstå, at alle dele af sagen skulle belyses.

Lars Løkke og Socialdemokratiet var mere nølende og fik efter hårdt pres i valgkampen fremstammet, at de også ville undersøge sagskomplekset. Terningerne var kastet, og de landede på dramatisk vis således, at de tre partier i ledtog dannede flertalsregeringen.

Med et snuptag fik først minksagen et værdigt punktum (oversat til dansk: Regeringen er ligeglade, men nu er sagen lukket). Dernæst valgte regeringen hurtigt at droppe undersøgelsen af Ahmed Samsams sag (selvom alle tre partier før valget havde svoret, at det skulle undersøges).

Efter regeringen senest valgte at droppe sagerne mod Claus Hjort og Lars Findsen, selvom Højesteret har konkluderet, at sagerne godt kunne køres, skal det nu undersøges, om der har været – med statsministerens (og resten af Socialdemokratiets) mantra – »foretaget usalige hensyn« eller taget »politiske hensyn«. Disse to meget snævre juridiske formuleringer er i sig selv skabt til at kunne forstås på alle tænkelige måder. Det er, hvad man kalder elastik i metermål. Et retorisk figenblad, hvor konkretiseringerne af, hvordan vi skal forstå »usaglige og politiske hensyn«, står hen i det uvisse.

Ét er de belejligt udvalgte begreber, noget andet er, ud fra hvilke parametre det skal vurderes, om nogen har overtrådt en rød linje. Skal det f.eks. undersøges, hvem der traf beslutningen om at briefe partilederne om Lars Findsens sexliv? Briefingen om, at han havde taget nogle gamle cykler med hjem fra genbrugspladsen? Et yderst relevant spørgsmål er også, om offentligheden får at vide, hvad kommissionen lægger til grund for at vurdere, om sådanne briefinger er saglige eller usaglige. Hvis man kender regeringen og statsministeren ret, bliver offentligheden spist af med, at det ikke kan fortælles grundet ”rigets sikkerhed”, som efterhånden bruges i almindelighed, når det ikke giver mening, og i særdeleshed, når det blot er politisk belejligt.

Tilbage står, at vi som offentlighed igen får en tegneseriekommission, der ikke kommer til bunds og får vendt alle sten. Det virker ellers ret simpelt at undersøge en lang række processuelle spørgsmål om selve handlingsforløbet. Der behøver man 0 pct. lukkethed, idet det intet har med statshemmeligheder at gøre. Tværtimod.

Det eneste, vi i denne sag er blevet klogere på, er, hvor langt det øverste administrative og politiske niveau vil gå for at udøve og presse systemet til at forsvare deres agenda, hvad end den måtte være. At Socialdemokratiet i disse uger fokusforskyder debatten og affærdiger alle, der har den mindste kritik af noget som helst, som konspirationsteoretikere, er et godt eksempel.