Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg er bare nødt til at sige det: Det gavner ikke at gøre politik til en kamp mellem land og by. Og ja, det er dig, jeg mener, Inger Støjberg

Danmarksdemokraterne siger, at »vi er, som folk er flest«. Men kan I så ikke lade det slogan omfatte hele landet. For Danmarks skyld?

Chris BjerknæsMedlem af Dansk Folkeparti, Helsinge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg burde lade være med at skrive det her. For der kommer næppe noget godt ud af at kritisere et parti, der i manges øjne ligger meget tæt på Dansk Folkeparti. De har ovenikøbet stjålet en masse af vores politik og politikere.

Så det virker nok ret underskudsagtig at sætte spørgsmålstegn ved Danmarksdemokraterne, der p.t. er både større og har bedre meningsmålinger end os. Jeg vover alligevel pelsen. For jeg er ret bekymret. Lad mig forklare:

Vi er et lille land. Præget af forskelle, jovist – vi har forskellige dialekter, ja sågar sprog (hvis du spørger bornholmerne). Vi elsker at tale hinanden ned – og dyrke vores forskelle i stort og småt. At der f.eks. spises mere Heinz Ketchup øst for Storebælt, at jyderne oftere spiser chips og gris juleaften, at sjællændere er dårligere til at prutte om prisen, at jyder er mere nærige, at de kører mere med trailer osv.

Sådan er vi danskere, som vi er flest. Det har også sin charme, og det binder os på forunderlig vis sammen, at vi kender vore indbyrdes forskelle og er stolte af, hvor vi kommer fra.

Jeg kommer selv fra Frederikssund. Det er nok mere sjællandsk end nordsjællandsk, i hvert fald er der ingen, der siger cikel i stedet for cykel, og whisky- og champagneforbruget er ikke så stort, at det gør noget. Men jeg er også stolt over, hvor jeg kommer fra, og sådan har de fleste det nok med de særkender, fejl og mangler, de fleste byer nu engang har.

Den stolthed skal tales op og ikke ned. Det er ikke bedre at bo i Brønderslev end i Bogense. Man er ikke mere dansk i Kolding end København. Lad os more os over forskellene, men hvorfor skal vi spille landsdelene ud mod hinanden? Jo, der er da områder, der sakker bagud, når det gælder uddannelsesinstitutioner, offentlig transport og sundhedssystemets nærhed. Men er det københavnernes og sjællændernes skyld?

Åbenbart, hvis man skal tro Danmarksdemokraterne. Partiet, der lige nu ligger til 10 pct. i meningsmålingerne, gør alt for at tale forskellene mellem land og by op.

Til hvad nytte – ud over at gavne sine egne meningsmålinger? Skal det virkelig være et politisk projekt at grave grøfter mellem by og land?

Sandheden er jo, at mange af de problemer, Danmarksdemokraterne prøver at gøre til et særligt jysk fænomen, er nogen, vi alle kender til. Frederikssund eller Frederikshavn – vi har altså mange af de samme problemer. Også selv om vi kun er født 40 km fra København og ikke fik en trailer i 18-års fødselsdagsgave.

Kære Danmarksdemokrater. I er vel lige så stolte og glade for Danmark, som vi er i Dansk Folkeparti? Hvorfor skal I så prøve at skabe mere splittelse, end godt er? Lad os sammen more os over de små forskelle, men lad os glæde os over alt det, der samler danskerne.

Ja, jeg ved godt, det er underskudsagtigt at kritisere en konkurrent, der gør det godt. Men jeg er altså bekymret, og jeg tror ikke, det gavner Danmark i længden at gøre politik til en kamp mellem by og land. Danmarksdemokraterne siger, at »vi er, som folk er flest«. Men kan I så ikke lade det slogan omfatte hele landet? For Danmarks skyld?