Folkekirken har brug for en åben snak om, hvad pengene bruges til. Er det okay at bruge over 300.000 på at rejse med vandflyver?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som teologistuderende og formand i et menighedsråd er jeg ofte stødt på spørgsmålet: Hvad bruges pengene i kirkekassen egentlig til?

Kirkekassens hovedindtægt kommer fra kirkeskatten, som opkræves sammen med skatten til staten og kommunerne og vises på lønsedlen for medlemmer af folkekirken.

Men hvad præcist går pengene til? De fleste af pengene bruges til lønninger, drift og anlægsarbejde, men der er også betydelige midler, der fordeles mellem forskellige menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd.

Selvom regnskaberne er offentligt tilgængelige, kan det stadig være uklart, hvordan midlerne præcis forvaltes. Det er først, når medierne gransker økonomien og afslører, at biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen for eksempel har brugt over 300.000 kr. på vandflyverrejser til møder i København, at vi begynder at forstå, hvad vores kirkeskat også går til.

Der er argumenter for og imod disse vandflyvningsrejser. På den ene side kan man hævde, at det er et miljøvenligt valg, der sparer CO₂-udledning. På den anden side kunne man overveje mere økonomiske og klimavenlige alternativer som togrejser. Når præster afgiver deres præsteløfte, forpligter de sig til at ”modvirke enhver misbrug af nådens hellige midler” og ”være et godt eksempel som Guds tjenere”.

Er det at bruge over 300.000 kr. på vandflyvere til møder i København i tråd med dette løfte? Er det at være et godt eksempel for menigheden? Måske en vellønnet biskop med en årlig løn på lidt over 1 mio. kr. kunne tænke sig at bruge sine egne penge på luksus som rejser med vandflyver? Eller bruge sit kørselsfradrag og tage turen over Storebælt ligesom mange andre på arbejdsmarkedet, der har møder i den anden del af landet?

Det undrer mig, at en luthersk-evangelisk biskop, der har bidraget til bogen ”95 nye teser”, ikke selv efterlever den lutherske moral, der opfordrer til, at det ydre af mennesket skal fokusere på gerninger til gavn for næsten.

Jeg støtter folkekirken, da den har mange positive aspekter og bidrager til samfundet på mange måder. Men vi må også erkende, at der er problemer og misbrug i systemet.

Efter min mening bør folkekirken afspejle de ønsker og behov, som dens medlemmer og samfundet som helhed har. Det kunne opnås ved at udvikle en mere inkluderende beslutningsproces, hvor borgernes synspunkter og forslag i højere grad bliver hørt og taget i betragtning. Ved at inddrage borgerne i beslutningerne om, hvordan kirken bruger sine midler, kan vi sikre, at de afspejler det fælles ønske om at gøre folkekirken til ”folkets kirke”.

Demokrati og åbenhed kan være nøglen til at skabe en mere ansvarlig og bæredygtig økonomisk forvaltning af folkekirken. Vi er nødt til at udvikle folkekirken, så vi opnår større gennemsigtighed og tillid mellem kirken og samfundet for at sikre, at kirken fortsat tjener som en vigtig institution og forvalter sine midler på en måde, der afspejler de værdier og forventninger, vi har som samfund.

Jeg opfordrer til en åben og konstruktiv debat om, hvordan vi kan sikre, at folkekirken følger med samtiden og forvalter sine ressourcer på en ansvarlig og transparent måde.