Her er forklaringen på, hvorfor Mathias skulle skrige efter hjælp i 74 minutter på et botilbud i Danmark
De episoder, vi ser på tv, er ikke enlige svaler og et sammentræf af uheldige omstændigheder. Forklaringen er større end det.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det her er historien om, hvorfor en ung mands skrig i Vojens er et udtryk for et større problem i Danmark.
Vi starter i Haderslev Kommune – på botilbuddet Odinsgård i Vojens. Her bor 19-årige Mathias. Det gør han, fordi han kom for tidligt til verden sammen med sin tvillingebror og fik skadet sin hjerne. I dag lever han med et omfattende handicap.
I 2022 fyldte han 18 år og flyttede hjemmefra og ind på Odinsgård. Her ændrede Mathias sig. Han var ofte ked af det og utryg, har hans mor fortalt til TV 2.
I et nyt ”Operation X”-program hører vi lydoptagelser fra Mathias’ bolig. Vi hører omsorgssvigt og en forfærdelig behandling af Mathias. F.eks. hører vi en nattevagt være ligeglad med, at Mathias har brug for at få skiftet sin ble, og i stedet giver ham besked på at lægge sig til at sove.
En anden dag hører vi Mathias spørge flere gange, om han må få noget at drikke. Det får han ikke. Og vi hører Mathias være ked af det og skrige efter hjælp i en time og 14 minutter, uden at nogen hjælper ham.
Hvis forældre gav deres barn den behandling, var barnet blevet tvangsfjernet. Det skal selvfølgelig have store konsekvenser for medarbejdere og ledelse på de respektive tilbud.
Men de her episoder er ikke enlige svaler og et sammentræf af uheldige omstændigheder forårsaget af en dårlig ledelse og nogle onde medarbejdere, der har skabt en dårlig kultur på de respektive botilbud.
Forklaringen er større end det.
Det her giver anledning til refleksion ud over forholdene på de to botilbud. Det handler om noget mere generelt på handicapområdet.
I Danmark er der et problematisk syn på mennesker med handicap. Det viser en nye undersøgelse af danskernes syn på mennesker med handicap.
Undersøgelsen, som vi og Det Centrale Handicapråd står bag, viser, at en tredjedel af befolkningen mener, at de fleste danskere behandler mennesker med handicap som mindre værd. Scenerne i ”Operation X” er at se nogen som mindre værd i sin allerværste udgave.
Der er brug for at ændre måden, vi ser og taler om mennesker med handicap på. Ellers vil det fortsat skabe en negativ spiral gennem hele vores system. Lige fra landets toppolitikere til de medarbejdere, der arbejder med mennesker med handicap.
Det syn på mennesker med handicap giver også udslag på Christiansborg. Her mangler der politisk vilje til at prioritere mennesker med handicap. Senest har vi set en 2030-plan fra regeringen, der vil løfte en presset velfærd med 32 mia. kr. Men ikke ét ord om mere hjælp til mennesker med handicap i udspillet.
Samtidig lyder det fra flere politikere, at udgifterne på det såkaldt specialiserede socialområde presser velfærden. Altså, at hjælpen til mennesker med handicap gør, at skoler må lukke, og rengøring til ældre skæres ned.
Vi ser også nedprioriteringen af handicapområdet i kommunerne. Her bliver der talt om at skåne kommunekassen og om, at økonomi skal fylde endnu mere, når kommunerne udmåler støtte. Og sagsbehandlere bliver målt på, hvad deres afgørelser til borgerne koster. Man måler alt for lidt på, om de har sørget for at give borgerne den rigtige støtte.
Denne negative spiral kommer til udtryk i ”Operation X”s afdækning af de to botilbud. Den manglende empati og professionalisme blandt medarbejderne på botilbud kommer fra, at der hersker et forkert menneskesyn og en manglende politisk prioritering af forholdene for mennesker med handicap.
Det løser ingenting at skifte medarbejdere og ledere ud. Vi skal gøre noget helt anderledes. Handicapområdet skal blandt andet indrettes mere, som vi kender det på sundhedsområdet. Så hvis du får en hjerneskade, mister synet eller har et barn med muskelsvind, kan du forvente langt bedre hjælp.
Politikerne i Folketinget, i regeringen og i kommunerne har hørt Mathias’ nødråb. Men jeg ved desværre ikke, om han bliver den sidste, der skriger i natten.