Skyd ikke budbringeren, tastaturkrigere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nazisvin. Zionist. Søn af en luder. Jødeelsker. Muslimhader. Løgner.

Det er blot nogle af de ord, som de seneste uger er havnet i mailbakken hos de danske journalister, som dækker krigen mellem Israel og Hamas.

Vores kolleger sætter meget på spil og udsætter sig selv for stor fare for at kunne være vores andres øjne og ører i en krigsramt region. De knokler hver dag under usikre vilkår for at bevidne, oplyse, faktatjekke, sortere, verificere, interviewe og balancere dækningen af en horribel konflikt, som for længst har kostet den objektive sandhed livet. Slagmarken er internettet: Hvilken part kan ”eje” historien og vinde sympatien?

TV 2’s Rasmus Tantholdt, som er en af de udsendte, fortæller til Ekstra Bladet, at han har modtaget dødstrusler for sin dækning: »Tantholdt, du kommer op at dingle, når du kommer hjem,« skrev en tastaturkriger for eksempel til ham.

Også Jotam Confino, som dækker krigen for en lang række danske og internationale medier, fortæller om det voldsomme had, der er skyllet ind over hans mail og sociale medieplatforme, siden krigen brød ud: »Jeg bliver lagt for had, uanset hvad jeg siger,« fortæller han til fagbladet Journalisten.

Vores kolleger bliver konstant forsøgt miskrediteret og tillagt motiver. Krigen har udløst så meget polarisering og had, at budbringeren står for skud. DR har besluttet at deaktivere journalisters e-mailadresser på artikler om krigen mellem Israel og Hamas, fordi den udløser så mange hadefulde kommentarer.

Det er farligt at være mediearbejder i Israel og Palæstina, for bomber genkender ikke pressen. Mindst 24 journalister er blevet dræbt siden 7. oktober – 20 palæstinensiske, tre israelske og en libanesisk – ifølge organisationen Committee to Protect Journalists. Mindst otte er såret, og tre er meldt savnet.

Vi har som verdenssamfund brug for uafhængige, professionelle journalister og fotografer til at beskrive situationen for os og sortere i propagandastrømmene. Det sker ikke på sociale medier – tværtimod.

Vi har også brug for, at kilder vil stille deres viden, holdninger og erfaringer til rådighed for medierne. Men også de oplever angreb, miskreditering og forsøg på at ”lukke dem ned”. Et eksempel er forsker Sune Haugbølle, som er professor i globale studier på RUC, og som de seneste uger har optrådt som ekspertkilde på konflikten mellem Israel og Palæstina.

I Jyllands-Posten 20/10 opfordrer chefredaktør Marchen Neel Gjertsen RUC’s ledelse – og dermed Sune Haugbølles arbejdsgiver – til »øjeblikkeligt at reagere« over for Haugbølle, som i JP’s spalter fremover vil deklareres som ”israelkritisk”.

Enhver forsker og alle andre offentligt ansatte i Danmark har ytringsfrihed, og derfor skal en arbejdsgiver naturligvis ikke »reagere«, når den bliver brugt. Men der ligger også en underkendelse af journalistikken i Gjertsens kommentar: Det er en obligatorisk opgave for enhver journalist at forholde sig kildekritisk og stille spørgsmål til eksperters viden og bevæggrunde.

Når journalister, medier og kilder angribes for at viderebringe vidnesbyrd, holdninger og fakta i en konflikt, der måske mere end nogen anden udløser voldsomme følelser, risikerer vi, at der over tid og umærkeligt opstår selvcensur i forhold til at beskrive konflikten. Det er ingen tjent med. Tværtimod er der akut brug for den frie og modige journalistik. Og der er brug for de kilder, der kan give nuancer og perspektiver. Også når deres udsagn vækker vrede.

God journalistik er altid kritisk. Også over for kilderne og deres motiver og baggrund. Men kritikken mod journalistikken handler ikke altid om metode eller kvalitet. Lige nu skyder for mange mod budbringeren, fordi de ikke bryder sig om indholdet. Det taber vi alle sammen på.