Kulturpasset er dømt til fiasko

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

43.000 unge uden tilknytning til hverken uddannelse eller job får sandsynligvis hver især et kulturpas, de kan bruge i danske kulturinstitutioner. Regeringsgrundlaget har afsat 140 mio. kr. til formålet. Idéen kommer fra Moderaterne, men har også groet i den socialdemokratiske baghave som klippekort og lignende. Derfor bliver kulturpasset formentlig en del af finansloven for 2024.

Men tror man, at kulturpasset med et trylleslag vil forvandle udsatte unge til velintegrerede kulturaktive medborgere, er kulturpasset dømt til fiasko.

Der er nemlig intet, der tyder på, at gratis entré vil få arbejdsløse unge til at valfarte til Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst (SMK) eller Aros i hobetal.

Da SMK og Nationalmuseet i en årrække forsøgte sig med gratis entré, spejdede man langt efter de omtalte udsatte unge. Derimod kom de modne kvinder, der i forvejen udgjorde kernepublikum, hyppigere, end de hidtil havde gjort.

Idéen om en velfærdsstat, der kulturelt omfatter alle, kan simpelthen ikke realiseres af kulturpasset alene. I dag er det nemlig mere socialpsykologiske barrierer end økonomi, der får udsatte unge – og andre på kant med samfundet – til at gå langt uden om finkulturens hellige haller.

Hvis man er vokset op i Mjølnerparken og vant til at hænge ud på Nørrebros gadehjørner, føler man sig nok en smule fremmedgjort ved indgangen til Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv.

Der er nok også en eller anden, der føler en vis kulturel underlegenhed ved indgangen til de hellige, kulturelle haller. Det er da også derfor, at samme kongelige teater med stor succes turnerer land og rige rundt.

Det er nemlig nødvendigt aktivt at opsøge de mennesker, der ikke af sig selv strømmer til billetlugerne, hvis man vil realisere den kulturelle velfærdsstat.

Mange får en kulturel oplevelse, når de tilfældigvis kommer forbi en musikant, en teatergruppe eller måske nogle artister, der optræder på gaden i lokalmiljøet.

Der er også brug for, at de etablerede kulturinstitutioner kommer ned på jorden og rækker ud efter folk flest. At de bliver mere indbydende og går i dialog med folk i nærområdet om at skabe udstillinger, forestillinger m.m., der opleves som relevante.

Vi må forlade det klassiske dannelsesideal og forstå, at for mange er det lige så meningsfuldt at gå i biografen som i teater. Personligt holder jeg både af at gå i Operaen og til fodbold på stadion. Det vigtige er, at alle får adgang til det nationale kulturelle fællesskab i bredeste forstand.

Vi må i langt højere grad skræddersy kulturtilbud, så de matcher og føles relevante for de mennesker, der bor i Danmark.

Jeg tror såmænd, at kulturpasset kan være et udmærket første skridt. Men danske kulturinstitutioner må lære at tænke i relevans, identifikation og fascination, før vi får den sidste fra den lokale bænk med.