Danske kræftpatienter fortjener bedre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Danmark er et uland, når det gælder kræftbehandling.”

Ordene er ikke mine. Det er en beskrivelse, der er gået igen både fra patientforeninger og læger i debatten om sundhedsvæsnet de seneste uger – men selvom debatten er aktuel, er den desværre ikke ny.

Vi har nu nået et punkt, hvor patienter i lande, som har et ringere sundhedsvæsen og færre midler, har bedre muligheder for behandling, end vi har i Danmark. Det er resultatet af Medicinrådet og Danmarks rigide regler for godkendelse af ny medicin.

Medicinrådet er et uafhængigt råd bestående af blandt andet læger, professorer og farmaceuter, hvis opgave det er at beslutte, hvilke nye lægemidler patienter skal kunne tilbydes på landets sygehuse.

Rådet skal »sikre den bedste og mest opdaterede behandling af landets patienter«. Men det er desværre ikke den virkelighed, læger og alvorligt syge patienter møder ude på sygehusene. I flere år har rådet givet afslag på ny og mere effektiv medicin til behandling af blandt andet nyrekræft, lymfekræft og prostatakræft.

Medicinrådets egen forklaring er, at der ofte mangler dokumentation for, at virkningen af nye lægemidler står mål med prisen. Men det klinger hult, når man fra kræftlæger hører om, hvilke behandlinger det egentlig er, der ikke bliver godkendt.

Et godt eksempel er den såkaldte CAR-T-celleterapi – en ny og revolutionerende behandling til patienter med en aggressiv form for lymfekræft. Danmark har de seneste år været et af de eneste lande i Vesteuropa, hvor patienter med denne form for lymfekræft ikke har haft adgang til den nye behandling. Herhjemme har Hæmatologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital de seneste år ansøgt om tilladelse en håndfuld gange til at behandle udvalgte patienter med celleterapien, men har alle gange fået afslag. I dag er alle de patienter, afdelingen har søgt om tilladelse til at behandle, døde.

Imens har vores nabolande de seneste år tilbudt deres patienter CAR-T-celleterapien som et standardtilbud, og her er erfaringen, at potentialet for helbredelse af patienterne er omkring af 35-40 pct.

I Danmark er der omkring 100 patienter om året, som vil have behov for behandlingen. I det lys blegner argumenterne om, at effekten ikke står mål med prisen, og at pengene i dette tilfælde kunne være prioriteret bedre.

Først i år har Medicinrådet for første gang – efter kritisk dækning i medierne – godkendt brugen af CAR-T-celleterapi til en lille gruppe patienter. Danske lymfekræftpatienter har altså ikke haft adgang til ny og mere effektiv behandling de seneste 20 år.

I et land som Danmark, hvor vi betaler verdens højeste skatter og har en ambition om at være førende inden for kræftbehandling, skal vi gøre det bedre.

Når sundhedsministeren bliver spurgt ind til kritikken af Medicinrådet og dets meget begrænsede godkendelse af ny medicin, er hendes svar at pege på de syv principper for prioritering af lægemidler.

Det syvende princip lyder, at det skal være muligt at behandle en patient med særlige lægemidler, hvis det er den individuelle patients behov. Men der er jo helt tydeligvis en udfordring med at efterleve det syvende princip i systemet. Læger beretter om, at de får ”skæld ud” eller en administrativ advarsel, hvis de tilbyder deres patient et lægemiddel, som ikke er godkendt til standardbehandling.

Jeg er valgt af danskerne for at varetage deres interesser over for et massivt system, og jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at borgerne, der betaler nogle af verdens højeste skatter til ét af verdens dyreste sundhedssystemer, skal modtage behandling, der er et uland værdigt. Det er på tide at ruske op i Medicinrådet og deres systemtænkning. Jo før, jo bedre.