Koranafbrænding er den farligste religionskritik for islam

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Diskussionen om, hvorvidt koranafbrændinger er »forhånelse« eller »kritik« af islam, er ikke en tilfældighed. Regeringens koranlov bygger på, at netop fordi koranafbrændinger ikke er andet end »hån« og slet ikke er »kritik«, kan det uden problemer forbydes. Det er dog en falsk modsætning. Ethvert menneske er meget mere end blot et medlem af en religion (eller et parti, en forening og så videre). Men religionen er ikke mere end et sæt regler og normer, som man kan vælge at tilslutte sig – eller tage afstand fra – sammen med andre mennesker, der har de samme præferencer.

Derfor er »forhånelse« af religionen ikke en hån af enkelte mennesker, det er kritik rettet mod religiøs ideologi, dens regler og dens normer. Al kritik, især den mest provokerende, kan afsløre og fremvise religionens selv- og virkelighedsopfattelse, hvilken magt den har, og hvordan den forvalter og udøver denne magt. Koranloven og dens opbakning viser, at religioner fortsat er en betydelig magtfaktor i Danmark, og at man er villig til at bruge sin magt til at straffe dem, som ikke viser »tilbørlig« respekt.

Da Lars Løkke i juli bebudede, at regeringen ville fremsætte et lovforslag, lovede han, at det kunne ske uden at gå på kompromis med ytringsfriheden. Begrundelsen var, at når koraner brændes, så »tjener det intet andet formål end at forhåne«, hvorfor et forbud tilsyneladende er uproblematisk. Men koranloven har meget, meget videre konsekvenser end blot at begrænse ytringsfriheden. Lovens budskab til islamister og andre sympatisører er: Din voldsreaktion, din lyst til at nedkæmpe kættere og hedninge, din trang til at straffe dem, som forhåner din sandhed, al denne hævntørst er korrekt, rigtig og acceptabel. Derfor vil staten nu gøre det for dig.

De mange koranafbrændinger har ellers vist, at langt de fleste muslimer ikke reagerer som islamisterne. Dette store flertals tilgang – som altid har været at møde afbrændinger med skuldertræk eller med argumenter – er en tilgang, som regeringen nu erklærer for misforstået. Det er nemlig gennem de voldelige islamisters metode, at koranloven finder løsningen, ikke gennem ligegyldighed eller debat.

Koranloven foreslås som direkte resultat af de afbrændinger og de reaktioner, som har fundet sted de seneste år og måneder. Og disse reaktioner har netop vist islams selv- og virkelighedsopfattelse: Den internationale union af såkaldte muslimske lande ser det som alle staters pligt at straffe blasfemi og vil med alle midler gennemtvinge dette krav. Dansk Muslimsk Union lovpriser koranloven, og paven har formanet om behovet for sådan en lov.

Koranafbrændingerne og koranloven viser, hvor magtfuld islam og andre religioner fortsat er, selv i et moderne demokrati som det danske. Religiøs ideologi kan fortsat nyde en særlig status og være objekt for en særligt beskyttertrang fra store dele af befolkningen.

Overordnet set kan de danske og svenske koranafbrændinger – samt nyheden om dem – foranledige tre erkendelser, som især islamiske stater frygter, at deres muslimske borgere begynder at indse. Koranloven er en støtte til islamistiske autokraters kamp for at forhindre disse erkendelser.

Den første erkendelse er, at det er muligt at være vantro og at krænke de mest hellige doktriner, uden at det har kosmiske konsekvenser for den enkelte eller for samfundet. Det er muligt at »forhåne« religion og samtidig leve i de lykkeligste, rigeste og mest fredelige samfund i verden. Koranafbrændingerne viser, at religionen måske ikke er den rette eller bedste vej til frelse og fred. Derved begynder befolkningen i religiøst autoritære lande måske at spørge sig selv, at når de vestlige og vantro kan nyde en paradisisk tilværelse trods deres kætteri, hvad er så årsagen til, man selv eller store dele af ens medmennesker skal leve ustabile, frygtsomme, fattige og korte liv?

Den anden erkendelse, som koranafbrændinger kan foranledige, er, at religiøse autokraters befalinger ikke er så uimodsigelige, og deres magt ikke så guddommeligt skænket, som de påstår. Hvis befolkningen erkender det, vil det være dybt undergravende for de religiøse regimer, fordi deres legitimitet hviler på dette grundlag. Fra islamiske autokraters perspektiv er afbrændingerne derfor en farlig religionskritik, som de vil gøre alt for at skærme deres befolkning for.

Den tredje erkendelse er, at de hellige skrifter, doktriner og normer ikke er sande. Fra et religionsideologisk synspunkt er det farlige ved de utallige danske og svenske afbrændinger, at de sandsynliggør, at det ikke er en evig og nødvendig sandhed, at alle mennesker skal leve efter Koranens forskrifter, hvis de vil opnå lykke og fred.

Koranafbrændinger kan få muslimer til at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor straffer vores gud dem ikke? Og et muligt svar er: Fordi der ikke er nogen gud. For religiøs ideologi kunne intet være mere farligt. Derfor er koranafbrændingerne for islam den farligste religionskritik. Med koranloven bekræfter den danske regering islamisterne i, at denne kritik ikke skal accepteres, men skal nedkæmpes. Når der ikke er en gud, som straffer, kommer den danske stat i stedet religionen til undsætning. Men mest frygteligt er nok det budskab, som koranloven sender til alle dem, som ikke tror på islamisk ideologi, og som ikke vil indfinde sig under den.

Til alverdens sekulære muslimer, jøder og kristne, til ateister, homoseksuelle, demokrater, kvinder og andre undertrykte siger den danske regering højt og tydeligt: ”I tager fejl, når I afviser, at religiøse dogmer skal ligge øverst i hierarkiet; I tager fejl i jeres tro på, at alle mennesker er berettiget til de samme rettigheder; I tager fejl, når I siger, at jeres undertrykkelse er uretfærdig; og I tager fejl, når I tror, at det vil få en ende.”

Det er svært at forestille sig den frygt, undertrykkelse og udsigtsløse fremtid, som disse mennesker dagligt må udstå. Men med koranloven har vi et sørgeligt glimt af denne hverdag.