Håndtrykket og statsborgerskab hører sammen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden gav jeg hånd til 180 nye danske statsborgere i Rådhushallen på Københavns Rådhus. Det er ikke mange år siden, vi debatterede værdien af at udveksle et håndtryk mellem borgmesteren og nye statsborgere. I de fine saloner var man meget forarget over tiltaget. Nu står jeg så selv i en af landets fineste saloner, nemlig Rådhushallen, og giver hånd til vores nye statsborgere. Tilmed oplever jeg noget så usædvanligt som en lang kø for at få taget en selfie med en kommunalpolitiker.
Det er en festdag og viser, at vi tager statsborgerskabet seriøst. Det er en rørende dag og giver lejlighed til at spekulere over, hvad det egentlig betyder at være dansk og at høre til et bestemt sted.
På Københavns Rådhus har vi det helt store udtræk klar, når vi fejrer nye statsborgere. I Rådhushallen byder vi velkommen og fejrer de nye statsborgere med borgmestertale, ditto håndtryk, korsang og de berømte rådhuspandekager. Denne gang sang Sankt Annæ Gymnasiekor ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Ikke kun fordi det er 150-året for Johannes V. Jensens fødsel, men fordi nobelpristageren beskriver den måde, en dansk-amerikaner ville genopleve sit gamle land, når de danske kyster nærmer sig efter en lang sørejse over Atlanten.
Teksten handler om hjemstavn og det forhold, at vi er født ind i en konkret national sammenhæng. Det kan vi ikke lægge fra os, og det skal vi heller ikke. Ligesom de, der udvandrede til USA, kan man sagtens blive succesfuld i sit nye land. Men man må også huske sine rødder: ”Hver gang du genser det gamle land, skal sande, her blev dit hjerte bundet.”
At drage ud i verden og bosætte sig et andet sted og blive en del af noget nyt skal ikke være et opgør med sin hjemstavn, hvor hjertet også hører til. Det står tydeligt for mig på en dag som denne. Og det skal vi huske i vores integrationspolitik.
For at bosætte sig og blive en del af vores fællesskab i Danmark skal man acceptere og aktivt leve med de værdier, som det danske samfund er bygget på, og som har gjort vores land til et af de bedste steder at bo. Man skal bidrage til fællesskabet og vælge Danmark til, men det er ikke ensbetydende med, at man skal vælge sin egen baggrund, historie og tilhørsforhold fra. Man skal leve med begge dele. På den måde er de nye statsborgere faktisk med til at gøre vores land større.
Hver gang jeg holder tale for nye statsborgere, nævner jeg en anekdote. Da prins Henrik skulle giftes med sin Margrethe, var han til en slags afskedsaudiens hos den franske præsident Charles de Gaulle. Her sagde den franske krigshelt til den kommende prins af Danmark: »Mon amis – glem aldrig at være stolt af Frankrig.«
Det var et godt råd, for prins Henrik blev dansk og tilmed på sine ældre dage en folkekær af slagsen, men ingen var i tvivl om hans kærlighed til Frankrig, som han generøst øste ud af og berigede Danmark med.
Få er, som prins Henrik var, men når det gælder integration og at bidrage til ens nye land, så er han et forbillede for dem, der kommer til landet med blide kyster og ”hvor de milde kvinder har magt”, som det hedder i den nok mest kendte strofe i Johannes V. Jensens sang om Danmark.