Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Løkke har fået nye venner

Poul Erik OlsenPedel, Kolding

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sidst i august 2020 var Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, i dyb krise. De forhenværende venner i partiet ville ikke længere vide af ham. Der var indkaldt til møde på Hotel Comwell i Brejning. Efter kort tid opgav Løkke at kæmpe for sit formandskab. Han gik ikke ud til den ventende presse, men listede ud ad bagdøren.

Tre år efter har han imidlertid fundet nye venner. Rigtige venner, må man forstå. Heriblandt Den Arabiske Liga og hele den muslimske verden samt den irakiske udenrigsminister, Fuad Hussein. For at det ikke skal være løgn, rummer vennerne også en indflydelsesrig irakisk prædikant, Moqtada al-Sadr. Muligvis kan Løkke overtale ham til at give en prædiken til Moderaternes næste gruppemøde og bede for lidt mere medvind til den skrantende regering.

Næppe flere danskere end vores udenrigsminister har så mange venner. Halvanden milliarder efterkommere af profeten skal muligvis med til Lars Løkke Rasmussens kommende 60-års fødselsdag i Græsted Forsamlingshus. Et lignende antal venner er ikke set, siden det lykkedes salig Tøger Seidenfaden at oparbejde en tilsvarende vennekreds.