Danmark skal genåbne ambassade i Zimbabwe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 23. august går Zimbabwes 16 millioner indbyggere til valg; både præsident-, parlaments- og lokalvalg. Den 80-årige præsident, Emmerson Mnangagwa – hvis kælenavn er ”Krokodillen”, er klar i mælet: »Ingen skal komme og fortælle os, om vore valg er frie og fair. Ingen skal tage regeringsmagten fra os. Hvis du ikke stemmer på Zanu-PF (regeringspartiet), er du fortabt.«

Oppositionen er først og fremmest samlet i partiet CCC (Citizens Coalition for Change) ledet af den karismatiske, 45-årige Nelson Chamisa.

Valgene finder sted i slagskyggen af frygt. I de seneste uger er der blevet slået hårdt ned på oppositionspolitikerne; de bliver overfaldet, arresteret, tåregasset, valgmøder bliver forbudt, ligesom der meldes om dødsfald. Ngo’erne – f.eks. Zimbabwe Democracy Institute (ZDI) – rapporterer om stigende undertrykkelse. Oppositionen har ikke adgang til medierne. Regimets fabrikerede anklager mod oppositionen betyder, at mange politikere er tvunget til at tilbringe mere tid i retssalen end ude i valgkampen. Hvis man ”fornærmer” præsidenten, kan det koste et år i fængsel.

Det fundamentale problem i dagens Zimbabwe er dårlig regeringsførelse. Problemet er ikke jordreformer eller forholdet mellem sorte og hvide. Problemet er et regeringsparti, der bruger alle metoder til at undertrykke befolkningen for at fastholde den politiske magt.

Det politiske råderum er indsnævret gennem lov, vold og trusler. Ingen andre end regeringen har gavn af statsapparatet, som systematisk bruges til at undertrykke politiske modstandere.

Det er umuligt som planlagt at gennemføre et frit og fair valg, idet frygten for at udtrykke sig kritisk over for regeringens politik hindrer en reel demokratisk valgproces.

Det er et Zimbabwe, der er kørt i sænk, som går til valg. Inflationen er på over 100 pct., arbejdsløsheden tårnhøj, og det store flertal frister en kummerlig tilværelse. De, der er i job, arbejder under nærmest slaveagtige forhold. Corona-epidemien og krigen i Ukraine har betydet en markant stigning i fødevarepriserne. I tusindvis af zimbabwere er flygtet til nabolandene Botswana, Zambia og Mozambique. Alene i Sydafrika bor omkring to millioner zimbabwere.

Hovedspørgsmålet i valgkampen er, hvem vælgerne tror bedst kan rette den økonomiske skude op. Chamisa lover lavere inflation, to en halv million nye job og makroøkonomisk stabilitet.

Landets deroute har rødder langt tilbage i tiden. Da jeg boede i Zimbabwe i 1980’erne, havde landet det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem for den brede befolkning i Afrika. I dag har flertallet af befolkningen ikke adgang til sundhed, uddannelse og nødhjælp. Korruptionen er allestedsnærværende.

Da landet bliver uafhængigt i 1980, siger Tanzanias præsident Nyerere til daværende præsident Mugabe: »Du har arvet en juvel – pas godt på den.« Mugabe vendte det døve øre til.

Selv havde jeg som udsendt diplomat flere gange lejlighed til at møde præsidenten. Ved receptionen i anledning af Zimbabwes nationaldag i 1988 på State House snakker jeg med den hvide landbrugsminister, Dennis Norman.

Mugabe går rundt blandt gæsterne og står pludselig ved siden af mig. Jeg siger til præsidenten: »Norman og jeg stod netop og snakkede, og Norman mener, at der om 10 år vil være langt flere hvide i Zimbabwe end i dag.«

Mugabe stod med let skrævede ben, kiggede op mod den afrikanske stjernehimmel og sagde: »Dennis Norman har ret – og om 10 år vil her være mange, mange, mange flere sorte i Zimbabwe.« Derpå vendte præsidenten om på hælen og forsvandt.

Mugabe lod handling følge ord. I 2000, da han var hårdt presset af oppositionen, udpegede han de hvide som syndebukke og gav krigsveteranerne lov til at besætte de hvide farme. De hvide blev fordrevet, mange blev lynchet, og de fleste flygtede fra Zimbabwe over hals og hoved. De hvides farme blev derefter overtaget af Mugabes politiske venner. Resultat: Zimbabwe gik fra at være Afrikas kornkammer til i dag at være afhængig af nødhjælp.

USA har fortsat økonomiske sanktioner og rejserestriktioner imod Zimbabwe, og EU fastholder en våbenembargo. Næppe overraskende har Zimbabwe tætte bånd til Rusland og Kina. Og har netop i sidste måned rullet den røde løber ud for Irans præsident. Under besøget henviste Mnangagwa til, at Iran og Zimbabwe er i samme båd, ramt som begge lande er af vestlige sanktioner.

Mange læsere vil sikkert tænke: Skal vi ikke bare lade Zimbabwe sejle sin egen sø? Det kunne være fristende. Men glem ikke, at mange hundrede danskere gennem generationer har sat varige aftryk på Zimbabwes udvikling. Den ældre generation, der først og fremmest drev landbrug i det daværende Rhodesia. Senere de unge idealister, der kom til landet efter uafhængigheden i 1980. Danmark har også som land påtaget sig et ansvar gennem en omfattende udviklingshjælp i årene efter 1980. Glem heller ikke, at Zimbabwe har et enormt økonomisk potentiale: mineraler, godt klima for landbrug, attraktiv for turisme og en trods alt veluddannet befolkning.

Valget kommer næppe til at ændre det store. Men det bør være en øjenåbner for os i Danmark. I dag er Zimbabwe ikke længere trendy. Vi lukker øjnene for krænkelserne af menneskerettighederne – uanset at de har store menneskelige konsekvenser.

Danmark bør derfor snarest genetablere sin ambassade i hovedstaden, Harare. Ikke for at yde ulandshjælp, som risikerer at gå til en lille korrupt elite, men en repræsentation, der opmuntrer og støtter individer og bevægelser, som arbejder for demokrati og menneskerettigheder. Selvfølgelig vil et sådant utraditionelt diplomatisk arbejde være vanskeligt – men så meget desto vigtigere er det …