Tænk jer om, kære kommunalpolitikere, inden I sætter sparekniven i kulturlivet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige nu forhandler kommunalpolitikere over hele landet om budgetterne for næste år i deres respektive kommuner. Budgetter skal balancere. Mange kommuner fattes penge. Når man fattes penge, er det fristende at spare på det, der af nogle stadig opleves som luksus, nemlig kultur. Men ved nærmere eftertanke er det ikke sikkert, det er så klogt at spare på kulturbudgettet.

Derfor, kære kommunalpolitikere: Tænk jer om, inden I sætter sparekniven i det lokale kulturliv.

I Helsingør planlægger Kultur- og Turismeudvalget besparelser for 1,7 mio. kr. Og flere besparelser er sandsynligvis på vej, kunne Frederiksborg Amts Avis forleden fortælle. Men avisen fortalte også, at et enigt erhvervsliv forsvarer kulturlivet over for kommunalpolitikerne.

Kulturaktiviteter skaber og bevarer arbejdspladser, kulturliv tiltrækker turister og medvirker til velfærden i hele kommunen, argumenterer Helsingør Erhvervsråd. I Helsingør er det kulturelle trækplastre som Kronborg, Kulturværftet og Søfartsmuseet, der tiltrækker turister. Byens gæster fylder godt op i butikker og på restauranter, lyder det fra de handlendes organisation. Også uddannelsesinstitutioner nyder godt af samarbejde med det lokale kulturliv og tilslutter sig derfor protesterne mod besparelser på kulturbudgettet i Helsingør Kommune.

Der eksisterer også en anden vej.

Det er velkendt, at Københavns Kommune i 1980’erne var en nedslidt industriby på konkursens rand. I 1990’erne vendte udviklingen, og i dag er kommunen et sandt eldorado for skatteborgere med penge på lommen. Forklaringen på Københavns succes lyder ofte, at den daværende overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, ville se kraner og bygge sig ud af krisen. Men det er værd at huske, at København i 1996 blev udnævnt som europæisk kulturby, og at man blandt meget andet i 1990’erne byggede Operaen og Skuespilhuset, omdannede Folkets Hus til spillestedet Vega, udbyggede Statens Museum for Kunst, indrettede havnebad på Islands Brygge og skabte den enorme Strandpark på den vestlige side af Amager.

Det er indlysende, at kulturen spillede en afgørende rolle i danmarkshistoriens mest spektakulære kommunale turnaround.

Forleden besøgte jeg en italiensk restaurant på gågaden i Herning. Her fortalte ejeren, at da han og konen åbnede restauranten for 20 år siden, lå der bare en håndfuld spisesteder i Herning. I dag er der mere end 100 restauranter, caféer og andre former for spisesteder i byen. At Boxen, Messecenteret og fodboldklubben FCM har bidraget til væksten i Herning, er indlysende.

Hele Danmark er begejstret over, at Esbjerg er i gang med at udvikle en energiø, der kan levere havenergi til det meste af Europa. Der er tale om et næsten ufatteligt væksteventyr, der formentlig vil skabe tusindvis af arbejdspladser i Esbjerg.

Samtidig har byrådet i Esbjerg besluttet en fireårig millionsatsning på kulturlivet i byen. Man erkender nemlig, at hvis væksteventyret skal omsættes til et vedvarende løft i velfærd, må også de mange nye, der kommer til byen for at realisere energieventyret, blive så glade og begejstrede for byen, at de vælger at blive boende – også når energiøen er blevet opført. Det er ikke nok, at ingeniørerne holder af at arbejde i Esbjerg, deres familier skal også trives i det daglige, hvis de skal vælge at slå rod og betale skat i Esbjerg.

På kort sig koster kultursatsningen i Esbjerg, men på lidt længere sigt vil det sandsynligvis være en god investering.

København, Herning og Esbjerg er på hver deres måde eksempler på, at kulturen er en afgørende faktor i moderne og økonomisk bæredygtig byudvikling.

Man kan ikke forlange, at alle kommunalpolitikere skal elske opera, men man kan altså godt opfordre til, at man tænker sig om, inden man sparer på kulturen.