Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lev, når du gør det. Dø, når du vil det

Selvmord går alt for ofte ud over uskyldige mennesker. Det er et problem, vi skal tage hånd om ved hurtigst muligt at gøre det konsekvensfrit at tage fra verden, hvis det er det, man gerne vil.

Julie Jacobi, landsledelsesmedlem, SF Ungdom, Nyborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark bliver der i gennemsnit begået lidt under to selvmord om dagen. Mange af de selvmord bliver begået på skinnerne.

Og det er ikke uden konsekvenser. I de fleste tilfælde lever verden videre uden større forandring. Bortset fra for togchaufføren.

At være skyld i et andet menneskes død er en oplevelse, de færreste kommer sig over. Størstedelen af dem lever med ptsd og andre psykiske lidelser resten af deres liv, ude af stand til at arbejde igen.

Jeg tror, det er de færreste af dem, der begår selvmord, der ønsker at andre skal lide så meget på grund af dem.

Men hvis man ikke ser nogen som helst mening med at leve videre, hvad skal man så ty til? Derfor ender mange med at gøre det alligevel.

Det er bare én af de mange årsager til, at assisteret dødshjælp er en nødvendig del af samfundet. Man kan skåne så mange mennesker ved at hjælpe folk, der af den ene eller anden årsag ikke ønsker at leve længere.

I Danmark render vi rundt og siger, at vi lever i et frit land, men hvordan er man fri, hvis man er tvunget til at leve? I et frit land bør man have ret til at leve eller dø, som det passer en.

Så gør de to sjæle, der måske begår selvmord i morgen, en tjeneste, og indfør assisteret dødshjælp.