Hvorfor afskaffe verdens bedste pensionssystem?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tre ungdomspolitikere fra VU mener i et debatindlæg i JP forleden, at folkepensionen bør afskaffes. Det er fint med en politisk diskussion om vores pensionssystem – den deltager Ældre Sagen gerne i. Også gerne for at rette misforståelser.
De tre politikere skriver, at Danmark ikke har råd til at opretholde folkepensionen i fremtiden. Det er faktuelt forkert. Med velfærdsreformerne i 2006 og 2011, hvor pensionsalderen gradvis hæves, er vores pensionssystem – inkl. folkepensionen – fortsat holdbart og ansvarligt. Danmark er et af de lande, der kan se frem til, at folkepensionen i fremtiden vil lægge beslag på en mindre del af bnp.
De påstår også, at der bliver færre til at finansiere vores velfærdsudgifter, fordi så mange forlader arbejdsmarkedet. Også dette er faktuelt forkert. Frem mod 2050 vil arbejdsstyrken i Danmark forøges med ca. 200.000. Og dette skyldes faktisk alene en stigning i beskæftigelsen blandt danskere over 60 år. Sluttelig kan det undre, hvorfor vi skulle ændre så voldsomt på vores pensionssystem. Gang på gang ser vi det på medaljeskamlen, når analysefirmaet Mercer har foretaget deres nøje vurdering af forskellige landes pensionssystemer, herunder om pensionssystemet leverer tilstrækkeligt gode pensioner, om det er holdbart over tid, og hvorvidt man som almindelig borger kan stole på det.
Der er næppe mange danskere, der synes, at vi bør finde en bedre cykelrytter end Jonas Vingegaard eller udfase Holger Rune. Lige så lidt grund er der til at ødelægge et pensionssystem i verdensklasse.